Løvinden Mia Wagner og Trine Hansen fra Party in a Box.

Løvinden Mia Wagner og Trine Hansen fra Party in a Box. Foto: Per Arnesen, DR.

Løvens Hule: Ung kvinde fra Aarhus slog benene væk under løverne

Trine fra Aarhus gik fra Løvens Hule med en investering på 400.000 kroner

Af
Jeppe Rafn

Trine Hansen fra Aarhus kom, så og sejrede, da hun i sidste uge var med i Tv-programmet Løvens Hule på DR1.

Den 29-årige iværksætter gjorde en effektfuld entré ved at starte med at skyde en konfettikanon af i studiet. Så var scenen sat for, at hun kunne fortælle om sit firma Party In a Box, hvor man kan bestille pynt til fester, indtil videre særligt børnefødselsdage.

"Jeg sælger pynt, men også convenience," forklarede Trine, som havde en partykasse med til hver af løverne, som begyndte at pakke dem ud, mens hun forklarede om sit forretningskoncept: At gøre det nemt at afholde fester for folk, der måske ikke har overskud eller kreativiteten til at stable det store på benene.

Den 29-årige aarhusianer har trods sin unge alder 11 års erfaring fra Salling Group og har desuden været indkøber hos Nordens største legetøjsditributør.

Trine Hansen præsenterer sit forretningskoncept i Løvens Hule.

Trine Hansen præsenterer sit forretningskoncept i Løvens Hule. Foto: Per Arnesen, DR.

Løverne kunne nikke genkendende til hendes fortælling om, hvor frustrerende det kan være i sidste øjeblik at rende rundt til forskellige butikker for at gøre klar til fest.

"Og man ender med at bruge mange flere penge, end man havde tænkt sig," sagde løvinden Mia Wagner, som er koncerndirektør i Freeway, der står bag blandt andet dating.dk og plusbog.dk.

Trine fortalte, at man kan vælge mellem 21 forskellige børnetemaer (for eksempel Gurli Gris, fodbold og Disney-pynt) og til priser pr. person mellem 49 og 149 kroner.

Hun begyndte sit firma i oktober 2017 og har hidtil solgt 1.100 festbokse. Løverne var lidt skeptiske overfor, at kun 10 procent af kunderne havde lavet genkøb - men ellers var de solgt til den smilende iværksætter fra Smilets By.

Hun gik efter at sælge 10 procent af sin virksomhed for 200.000 kroner, men løverne ville gerne have en større andel.

"Du hører til hos os. Vi har eget reklamebureau, der kan hjælpe dig, og jeg byder 400.000 kroner for 25 procent," lød det første bud fra Mia Wagner.

Jacob Risgaard og Christian Arnstedt ville også gerne lege med og tilbød i fællesskab 700.000 kroner for 49 procent af Party in a Box.

Trine spurgte Jacob og Mia, om de kunne arbejde sammen, og de tilbød derefter 640.000 kroner for 40 procent. Imens snakken gik, brød Trine ind og sagde "Mia, jeg går med dit første bud," som altså var 400.000 kroner for 25 procent andel i hendes firma.

"Jeg har tænkt helt fra start, Mia var et godt match for mig, og jeg kunne bare mærke, det skulle være Mia," sagde den aarhusianske iværksætter i Løvens Hule.

Mangedoble omsætning

Mia Wagners firma Freeway udsendte efter Tv-udsendelsen en pressemeddelelse om Party in a Box og fremtidsplanerne. Festfabrikken omsatte i 2019 for 700.000 kroner og har med den nye investor ombord en plan om at øge omsætningen til to millioner kroner i år og fem millioner næste år.

Drømmen er at blive en af Danmarks tre største festleverandører indenfor fem år og at åbne flagskibsbutik i Aarhus.

Trine Hansen har indtil videre, med hjælp fra sin mor Jytte, drevet virksomheden fra sin lejlighed på trejde sal i Grønnegade. Det er dog planen, at den voksende virksomhed inden længe rykker ud af privaten. Ordrerne bliver pakket og afsendt fra et lager på havnen i Aarhus.

Publiceret 09 January 2020 00:00