Lars Schrøder, direktør i Aarhus Vand.

Lars Schrøder, direktør i Aarhus Vand. Pressefoto

235 medarbejdere får nyt hovedsæde i Aarhus Syd

Aarhus Vand bygger nyt hovedsæde, der samtidig skal være centrum for dansk vandklynge med

Af
Jeppe Rafn

Aarhus Vand har købt en 37.000 kvadratmeter stor grund til et nyt domicil i Viby. Det kommunale forsyningsselskabs nye hovedsæde kommer til at ligge ved Hasselager Allé/Hasselager Centervej tæt på krydset ved Genvejen og Skanderborgvej.

Alle 235 medarbejdere flytter ind i det nye hovedsæde, der samtidig bliver udgangspunkt for Den Danske Vandklynge. Det er et nyt samarbejde mellem en række store, primært østjyske, virksomheder: Grundfos, Kamstrup, Danfoss, AVK, Systematic og Aarsleff og forsyningsselskaberne Aarhus Vand, Hofor, Biofos og Vandcenter Syd.

I tilknytning til Aarhus Vands hovedsæde skal der skabes rammer til startups, forsknings- og vidensinstitutioner og filialer af store danske vandteknologiske virksomheder. Inspirationen kommer fra lignende udviklingsmiljøer som Agro Food Park i Skejby og IT-byen på Katrinebjerg, oplyser Aarhus Vand i en pressemeddelelse.

Ambitionen om en national vandklynge i Aarhus bakkes op af Aarhus Kommune.

"Vi kan noget ganske særligt i Danmark og er blandt de førende i verden i forhold til at løse verdens vandudfordringer, der indgår som et af FN’s verdensmål. Og mange af de virksomheder og vidensinstitutioner, der er med helt fremme, ligger i Østjylland og tæt på Aarhus. Så jeg har store forventninger til, at vi her skaber et innovationsmiljø, der vil give genlyd også internationalt," siger borgmester Jacob Bundsgaard.

Planerne om vandklyngen blev desuden præsenteret ved Aarhus Kommunes nytårsbriefing for 600 lokale erhvervsledere. Her fortalte Aarhus Vands direktør Lars Schrøder og Kamstrup-vicedirektør Jesper Daugaard om klyngen, der har ambitioner om i 2030 at skabe en eksport på 40 milliarder kroner bæredygtige vandløsninger. I dag er eksporten på 30 milliarder kroner.

”Vi ønsker at skabe et innovationsdistrikt, hvor aktørerne i Den Danske Vandklynge samles for at udvikle fremtidens løsninger gennem forskning, uddannelse, udvikling, test, demonstration og kommercialisering. Det vil få meget stor betydning for udvikling og eksport af dansk vandteknologi,” siger Lars Schrøder, direktør i Aarhus Vand.

Erhvervsområdet til Aarhus Vands nye domicil og innovationsdistrikt for vandteknologi (vandklyngen) er for tiden under lokalplanlægning.

Publiceret 07 January 2020 20:12