Møllestien i Aarhus.

Møllestien i Aarhus. Foto: Adobe Stock.

Her er de dyreste hushandler i 2019

Hus med havudsigt i Risskov blev handlet til 30 millioner kroner

Af
Jeppe Rafn

Årets dyreste hushandel i Østjylland har ikke overraskende fundet sted i Aarhus Kommune.

Her blev en villa på Prins Knuds Vej i Risskov solgt for ikke mindre end 30 millioner kroner, hvilket gør villaen til den næstdyreste i hele Danmark, kun overgået af en handel i Gentofte til næsten 40 millioner kroner.

Villaen i Risskov ligger for enden af Prins Knuds Vej og har dermed den bedst tænkelige udsigt over Aarhus Bugt.

Det samme gør sig gældende for de dyrest handlede huse i Skanderborg og Syddjurs Kommune, der begge har første parket til udsigt over vand/hav.

I Skanderborg drejer det sig om et hus på Sølystvej med udsigt over Skanderborg Sø. Det blev solgt 7. august 2019 til en pris på 9.026.600 kroner og placerer Skanderborg som nummer 29 på kommunelisten over dyreste hushandler.

Årets dyreste hus i Syddjurs blev solgt på Kystvejen i Ebeltoft med udsigt over Ebeltoft Vig. Hammerslaget endte på præcis seks millioner kroner.

Den dyreste handel i Favrskov Kommune fandt sted i sommer på Ådalsvej i Hinnerup, hvor et hus blev handlet til 6.520.000 kroner.

Herfra er der prismæssigt et stort hop ned til den dyreste handel i Norddjurs, som er den billigste kommune i Østjylland at købe hus.

Her var det et hus i centrum af Grenaa, på Åholmen ned til Grenaa Å, der blev handlet til den dyreste pris. Hammerslaget endte på 3.595.000 kroner. Målt på dyreste hussalg i 2019 er Norddjurs landets 10. billigste kommune.

Oplysningerne om årets dyreste hushandler stammer fra Boligsiden.

Publiceret 06 January 2020 18:58