Malene Schmidt, Anne Sofie Nikolajsen (i midten) og Valdemar Lind vil gøre det let for aarhusianske rygere at smide deres skodder et rigtigt sted i stedet for på gaden.

Malene Schmidt, Anne Sofie Nikolajsen (i midten) og Valdemar Lind vil gøre det let for aarhusianske rygere at smide deres skodder et rigtigt sted i stedet for på gaden. Foto: Jannik Nielsen

Unge aarhusianere kæmper en skodkamp

Studerende vil have os til at smide cigaretskodder i mobile askebægre på gaden

Af
Jannik Nielsen

Måske har du set dem. De mobile askebægre, som har været hængt op i Skolegade og Janus La Cours Gade i Aarhus sammen med en venlig opfordring til at smide dit cigaretskod i det ophængte askebæger. Idéen kommer fra en gruppe på fem studerende i Innovation og entrepreneurship på Erhvervsakademi Aarhus i Viby, som under arbejdet med en opgave med overskriften 'Make Everyday Life More Sustainable' fandt ud af, at der dagligt bliver kastet intet mindre end ni millioner skodder i Danmark.

Det besluttede de sig for at for at gøre noget ved og lave om på, fortæller 24-årige Valdemar Lind, som er med i gruppen.

”Vi har lavet en masse observationer på, hvordan folk gør, når de bevæger sig i byen og smider deres skodder fra sig. Og vi har talt med en masse af disse mennesker også. Bundlinjen er, at hvis de har muligheden tæt på sig, det vil sige, at de fysisk kan se, at der hænger et askebæger indenfor få meter, vil mange også bruge det. Flertallet smider dem stadig på gaden og tænker ikke nærmere over det, men der skal gøres noget. Mængdemæssigt er cigaretskodder nemlig det største miljøproblem i Danmark. Skodderne er små, men problemet er stort," siger Valdemar Lind, som fortæller at det tager 3-5 år for et cigaretskod at blive nedbrudt i naturen.

Vellykket eksperiment

Forsøgene med ophængte, let tilgængelige askebægre (med tilhørende plancher) i Skolegade og Janus La Cours Gade viste, at det er muligt at ændre folks adfærd. Gruppen ryddede begge gader for cigaretskodder hen over nogle dage i november for at have nogle tal at måle på. Der var blevet smidt 510 cigaretskodder på fire dage i Skolegade og 187 på samme antal dage i Janus La Cours Gade.

Askebæger ophængt i Janus La Cours Gade i Aarhus.

Askebæger ophængt i Janus La Cours Gade i Aarhus. Foto: Jannik Nielsen.

Derefter hængte de askebægre og infoplancher op i to weekender i begge gader, og det viste sig, at folk bruger dem, hvis de er let tilgængelige og hænger tæt. I Skolegade var der blevet smidt i alt 478 skodder, hvoraf 157 havnede i askebægrene. I Janus La Cours Gade blev der indsamlet i alt 141 skodder på fire dage. Her lå 113 skodder på gaden, mens 28 skodder endte i askebægrene fra de unge miljøidealister. De håber at bringe projektet videre sammen med kommune, erhvervsliv, forskere og uddannelsesinstitutioner og meget gerne implementere det fast i byen, fortæller 24-årige Anne Sofie Nikolajsen.

Konstruktive løsninger

”Vi vil dybest set gerne lave minus til plus. Skodderne er et problem, så hvordan gør vi det til noget konstruktivt og brugbart? Det kan for eksempel lade sig gøre at omdanne cigaretskodder til bogomslag ved at nedbryde skodderne med svampe. Og hvis der skal så enkle midler til som at hænge askebægre op tæt og let tilgængeligt for at få folk til at ændre vaner, hvorfor så ikke bare gøre det," spørger Anne Sofie Nikolajsen.

Gruppens højeste ambition er at lave en bæredygtig forretnings- og genbrugsmodel ud af skodderne. I første omgang håber de at få kommunen med på at opsætte askebægrene i byen.

”Og så må vi se, hvor det ender,” siger Malene Schmidt, som også er med i gruppen.

”Miljø og bæredygtighed er en hjertesag for os – og lidt aktivist er man vel altid. Det er jo trods alt vores fremtid," siger hun med et smil.

Publiceret 19 December 2019 06:00