Præsteklumme: Endelig jul igen

Af
Karen Holm Agersnap


vikarierende sognepræst i Beder og Malling sogne

Præsteklumme TV2’s julekalender har i år en titelsang, der synges af en stemme, der lyder bekendt… Det er Hjalmer, af mange bedst kendt som Kim Larsens søn, der synger om at være ”bonde i et kongespil, hvor hjerterne er frosset til..” Det er en fin lille julesang, og når jeg hører den, kommer jeg uvægerligt til at tænke på Kim Larsens egen udødelige julesang ”Endelig jul igen”, som han udgav sammen med Gasolin i 1977.

Min kollega fra Tilst, Lars Lindgrav Sørensen, lavede i kølvandet på Kim Larsens død sidste år, en fin analyse af sangen. Han bemærker indledningsvist, at Gasolins julesang ikke har den ironiske distance til julen og dens budskab som for eksempel Shubidua i ”Den himmelblå” eller MC Einar i ”Det’ jul ’ det Cool”. Forfatterstemmen i ”Endelig jul” virker oprigtig, når han beskriver den julepyntede gade. Noget skjult og gammelt aktiveres ved synet af den smukke gade med dens julepynt, det minder ham om en drøm, han havde ”sidst han blev født”.

Jesusbarnet blev betragtet som psykopat!- så usentimentalt præsenterer forfatteren i sangens andet vers selve julens genstand og anledning. Det er Jesus-barnet fra Betlehems fødselsdag. Forfatteren tænker ikke på en psykopat i medicinsk forstand, men som et menneske som er bindegal, og som alt det etablerede og bestående ikke kan forstå. Jesus afskrives let, som en der er udenfor, fordi han er skør. Han sagde og gjorde nogle mærkelige ting, som var i opposition til magthaverne og de rige. ”Jeg kan ikke se, hvad en regering skal gøre godt for, hvis det ikke er for at hjælpe de svage. De stærke skal sgu nok klare sig”, udtalte Kim Larsen for mange år siden. Måske Jesusbarnet, der kaldes for psykopat af magtens mænd og kvinder, af det etablerede, er ham der bærer hjælpen til de svage i sig?

Gasolins julesang beskriver videre, hvordan julen er særlig ved at være en højtid. Tiden er afsat til noget andet, end når det er hverdagstid. Dage med sange, fred, kærlighed og minsandten også ”julelys fra sidste år”, synger Gasolin pludselig. Hvor kommer de gamle julelys ind i billedet, når vi hygger os lige nu med sange, fred og kærlighed? Jo, forfatteren må have følt, at det blev lidt for meget. Lidt for pænt. De gamle julelys skal også med. Det er ikke ironi. Det er historisk bevidsthed. Det er tid til julelys fra sidste år. Hvert år er julen afsat til kærlighed, det var den også sidste år og året før. Der er måske stadig lidt blus på lampen fra sidst?

Sidste vers i sangen fuldender smukt det hele. Vi har været på en julerejse, hvor gadens pynt minder Larsen om noget gammelt i sig selv, hvor Jesusbarnet har fødselsdag, og hvor højtiden er til fred og kærlighed. Hvad bliver tilbage oven på sådan en jul? Det gør et barns enkle og smukke bøn til Gud. Selvom vi er sidst i 1970’erne, hvor ungdomsoprøret buldrer derudaf, så kan Kim Larsen godt synge om et barns ukomplicerede forhold til Gud. De voksne har gang i så mange ting. Dage med fred, sang og kærlighed har affødt en tak og en bøn om, at det må vare evigt. At højtidens dage må strække sig udover hverdagsåret.

Publiceret 14 December 2019 06:00