Foto:

Foto: Adobe Stock

Aarhusianske vuggestuer tildelt 107 millioner kroner til flere medarbejdere

Hele 51 vuggestuer i kommunen kan se frem til flere pædagoger

Flere varme hænder til de aarhusianske vuggestuer.

Det bliver en realitet de kommende år, efter 51 vuggestuer i Aarhus Kommune får tildelt 107,4 millioner kroner, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Det er Socialministeriet, der netop har tildelt pengene, som er øremærket til flere pædagoger og pædagogiske assistenter i dagtilbudsafdelinger med mange sårbare og udsatte børn.

"Det er en rigtig god nyhed, at vi får flere voksne omkring de mest udsatte og sårbare børn i vuggestuer. Hverdagen er mere krævende, når vi taler om sårbare børn og familier. Derfor er jeg glad for, at vi har fået penge til alle de vuggestuer, vi har søgt om," siger rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom.

De mange millioner til vuggestuerne var en del af en landspulje på i alt 760 millioner kroner. Dermed har kommunen fået en syvendedel af pengene.

"Flere pædagogiske medarbejdere er lig med mere tid til det enkelte barn og til den enkelte familie, hvilket vil give en mere helstøbt pædagogisk indsats i hverdagen. Det handler nærhed og tryghed, muligheden for at følge eksempelvis en konflikt eller en leg mellem to børn helt til dørs og til at følge op med forældre og kolleger," siger Thomas Medom.

De 107,4 millioner kroner dryppes ud over fire år, og derefter er situationen en anden.

"Jeg havde helst set, at pengene var givet varigt og ikke havde en udløbsdato. Det er ikke altid let at skulle hyre medarbejdere i kortere perioder. Men på familiernes og børnenes vegne er jeg glad for den ekstra indsats og forskel, som de pædagogiske medarbejdere vil gøre i de kommende år," siger Thomas Medom.

Her kan du se de 51 vuggestuer, der får del i millionerne.

dp

Publiceret 13 December 2019 09:54