David Posin, der er frisør og formand for Trøjborg Handelstandsforening, mener, at beboerparkering vil gøre mere skade end gavn.

David Posin, der er frisør og formand for Trøjborg Handelstandsforening, mener, at beboerparkering vil gøre mere skade end gavn.

Handelsforening om beboerparkering på Trøjborg:

"Det er en pengemaskine"

Beboerparkering skaber blot problemer for biografen og for de ansatte i forretningerne på Trøjborg, lyder kritikken fra den lokale handelstandsforening

Af
Louise Nyvang Burmeister

At beboerne på Trøjborg snart skal betale en årlig afgift for at parkere i gaderne, vil ikke gøre det nemmere at finde en p-plads. Tværtimod vil beboerparkering give problemer for det lokale erhvervsliv, fordi de ansatte får svært ved at parkere bilen, og fordi biografgængerne heller ikke vil kunne parkere længere end to timer.

Sådan lyder kritikken fra det lokale erhvervsliv.

"Det løser på ingen måde problemet. Det er blot en pengemaskine," siger frisør og formand for Trøjborg Handelstandsforening David Posin, der undrer sig meget over Aarhus Kommunes beslutning om at ville indføre beboerparkering i området.

I dagtimerne er der ifølge formanden ingen problemer med at få en p-plads. Udfordringen kommer hen på eftermiddagen, når beboerne vender hjem fra arbejde, så er der tætpakket med biler i de små gader, fortæller David Posin, der selv bor på Trøjborgvej.

Formanden mener nemlig ikke, at det er folk udefra, der optager p-pladserne, men beboerne selv, og derfor gør det ingen forskel, hvis man fremover skal have et beboerskilt i forruden.

"Så kan beboerne bare se frem til at cirkulere rundt efter en parkeringsplads med en tilladelse i forruden, som de har betalt for. Det giver jo ikke flere p-pladser af den grund," siger David Posin.

Kommunen lægger op til, at man som beboer skal købe en parkeringstilladelse for 500 kroner årligt (gratis for el og hybridbiler), som giver ret til ubegrænset parkering i området. Besøgende kan derimod kun parkere i to timer.

"Det vil også gå hårdt ud over vores lokale biograf, hvis gæsterne kun kan parkere to timer. Man har jo som oftest behov for at parkere længere, når man skal se en film," siger David Posin.

Beboerparkering i området giver også problemer for de ansatte i forretningerne.

"Mine ansatte bor for eksempel ikke i lokalområdet, og hvor skal de parkere fremover?," spørger frisøren og tilføjer:

"Jeg synes, det er helt galt det her. Man skal bevare det, som det er. Men hvis man indfører beboerparkering, så skal vi som forretningsdrivende også have en tilladelse," siger han.

David Posin kritiserer også, at kommunen ikke har spurgt handelstandsforeningen til råds:

"Det er noget, de har besluttet uden at spørge os, der bor i området og kender til problemet. Man stikker folk blår i øjnene, hvis man bilder dem ind, at det her løser problemet."

Han appellerer i stedet til, at man skaffer flere parkeringspladser.

"Der ligger en kommunal grund hernede på hjørnet af Trøjborgvej og Skovvejen, som man kunne udbygge med et parkeringshus eller kælder. De penge, man får ind fra beboerparkeringen, kunne jo så gå til flere p-pladser," foreslår han.

Formanden for Trøjborg Fællesråd Niels Christian Sidenius stiller også spørgsmålstegn ved, om beboerparkering vil hjælpe.

"Hvor meget, det løser, er svært at sige. Det kan ikke afvises, at det ingen effekt vil have. Jeg synes, at man fægter lidt i blinde, og at man bør undersøge nærmere, hvor mange biler der kommer udefra. Og måske lave forskellige løsninger her, så der stadig er nogle gader, hvor man ikke har beboerparkering," siger Niels Christian Sidenius.

Gode erfaringer

Kommunens nye parkeringspolitik med beboerparkering blev vedtaget i 2018 af et flertal i byrådet bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale, Alternativet og Enhedslisten. Imod stemte Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.

"Jeg synes ikke, man kan påstå, at det ikke virker, før det er trådt i kraft," siger Ango Winther (S), der er næstformand i teknisk udvalg.

Han fortæller, at man ikke har undersøgt forholdene specielt på Trøjborg, men at det generelt er kommunens erfaring, at det er folk udefra, der bruger parkeringspladserne, og at beboerparkering derfor har en gavnlig effekt.

"Hvorfor skulle det være anderledes på Trøjborg? Og de ansatte må jo så bruge vores store parkeringshuse. Jeg ved godt, at det ikke lige er ved døren, men så må man bruge dem, der er tættest på," siger Ango Winther, der ærgrer sig over, at beboerparkeringen ikke er trådt i kraft endnu.

"Vi vil følge op på, hvordan ordningen fungerer i praksis alle steder," lyder det fra politikeren.

Det er uvist, hvornår beboerparkeringen bliver en realitet på Trøjborg. Teknik og Miljø oplyser blot, at parkeringspolitikken forventes at være udrullet for hele Aarhus ved udgangen af sommer 2020.

Publiceret 11 December 2019 07:00