Boden Pita Planet hos Aarhus Street Food har fået tre sure smileyer det seneste halve år.

Boden Pita Planet hos Aarhus Street Food har fået tre sure smileyer det seneste halve år. Arkivfoto

Populær pita-bod får tredje sure smiley i år:

"Der kommer andre boller på suppen"

Fødevarestyrelsens kontrolteam kom på uventet besøg hos Pita Planet hos Aarhus Street Food, og det var der god grund til, kan man læse i rapporten fra besøget

Af
Jonas Wrede Hansen

Endnu en sur smiley samt en bøde på 10.000 kroner. Det var resultatet af Fødevarestyrelsens seneste besøg hos Pita Planet, fremgår det af den offentliggjorte kontrolrapport. Det vil sige, at den ellers så populære bod hos Aarhus Street Food, der i år har udvidet forretningen med en butik i Sankt Clemens Stræde, har fået intet mindre end tre sure smileyer på blot et halvt år.

"Det er selvfølgelig ikke optimalt, og man kan ikke acceptere det," lyder det meget ærligt fra Kassem Chouaib, der er ansvarlig for pita-boden i Aarhus Street Food-garagen ved rutebilstationen.

Ved besøget, som fandt sted 18. november, blev det konstateret, at der ikke var gjort tilstrækkeligt rent. Der blev fulgt op på en indskærpelse fra besøget måneden forinden, hvor der ifølge kontrolrapporten blev fundet gamle madrester ved en koldjomfru og under et stålbord med friture. Dengang erkendte stedet over for Fødevarestyrelsens kontrolteam, at der ikke var blevet gjort ordentligt rent, og slog samtidig fast, at man ville gøre noget ved det med det samme.

Det skete tilsyneladende ikke. Ved besøget sidste måned blev der i hvert fald igen fundet gamle madrester i samme område, og så blev der desuden konstateret fedtdråber langs kanten på en emfang samt skidt på håndtag og kanten over håndtaget på koldjomfruen, fremgår det af kontrolrapporten.

"De (Fødevarestyrelsens kontrolteam, red.) fandt en kartoffel under salatbaren, som de kaldte for daggammelt mad. Det kan jeg egentlig ikke forstå, når jeg har en mand, der kommer og gør rent hver dag. Og så var der tre dråber fedt ved emhætten. Vi er en travl bod, og der er altid gang i vores grill, så den står ikke slukket," forklarer Kassem Chouaib til Lokalavisen Aarhus.

Tredje sure smiley

Det er tredje gang siden juni-måned, at Pita Planet hos Aarhus Street Food får en sur smiley. Ved et besøg 13. juni blev der konstateret manglende egenkontrol med eksempelvis opvarmningstemperaturer på madvarer samt varemodtagelse, hvilket kostede en sur smiley og en bøde på 15.000 kroner.

I september kom Fødevarestyrelsen så igen på besøg, og der opdagede kontrolteamet, at pita-boden ikke havde ophængt den nyeste kontrolrapport, som havde en sur smiley, men i stedet havde en gammel hængende, der indeholdt en lettere smilende smiley. Det kostede stedet den anden sure smiley og en bøde på 2.000 kroner, og så modtog stedet altså ved seneste besøg igen en sur smiley.

"Der er ikke så meget at sige. Der kommer andre boller på suppen. Jeg må bare tage derned og så være på 100 procent. Så må man jo lægge alle andre projekter til side og sige, at det er her, fokus skal være, og så må vi komme på rette spor igen," fortæller Kassem Chouaib og oplyser, at man allerede har været i gang med at male hele boden for at give den en opfriskning, og mellem jul og nytår holder man lukket for at fortsætte med at ændre på tingene.

Åbnede butik i midtbyen

De tre sure smileyer i Aarhus Street Food-boden kommer efter, at Pita Planet i februar åbnede forretningen Pita Planet Downtown i Sankt Clemens Stræde i det centrale Aarhus.

Fødevarestyrelsen kom i sidste måned også på besøg hos den nye Pita Planet Downtown, men her var der modsat Aarhus Street Food-boden styr på tingene, fremgår det af kontrolrapporten, hvor der kvitteres med en meget smilende smiley.

Da Pita Planet-boden hos Aarhus Street Food har fået anmærkninger for overtrædelser af fødevarelovgivningen på minimum tre ud af de seneste fire kontrolbesøg, medfører det desuden to gebyrbelagte opfølgende kontrolbesøg, oplyser Fødevarestyrelsen i kontrolrapporten fra det seneste besøg.

Publiceret 10 December 2019 18:14