Foto: Arkitema Architects/Niels Nygaard

Foto: Arkitema Architects/Niels Nygaard

Hæder til kommunedomicil i Gellerup:

Blixens er årets erhvervsbyggeri

Aarhus Kommune nye kontorbygning i Gellerup er kåret som Årets Byggeri 2019 i erhvervskategorien

Den er et af de helt store pejlemærker i forhold til omdannelsen af Gellerupparken, og nu er den også blevet hædret for dens arkitektoniske værdi.

Den kommunale domicil, Blixens, på hjørnet af Karen Blixens Boulevard og Edwin Rahrs Vej er årets erhvervsbyggeri, har byggebranchen bestemt.

Det skriver arkitektvirksomheden Arkitema Architects, der har opført huset den kommunale bygning sammen med A. Enggaard, Caverion, Niras og Hauxner, i en pressemeddelelse.

Blixens hele 23.000 kvadratmeter indeholder, ud over cirka 950 kommunale arbejdspladser, også en politistation, hyggekroge, et iværksættermiljø, udlejningslokaler, café, restaurant, auditorium, værksteder og kafferisteri. Fra starten var det meningen, at der skulle være tale om et imødekommende byggeri i forhold til borgerne.

"Vi er meget stolte. Byggeriet er helt unikt, og vi vidste fra start, at denne bygning skulle stå som noget helt særligt. Historien i området og kommunens ambition om at skabe et åbent og inviterende vartegn for Aarhus og Gellerup har været et pejlemærke for os alle. Nu er vi glade for at se et hus, der til fulde folder sig ud og indfrier alle de tanker og ambitioner, vi har haft. Jeg er sikker på, at det i de næste mange år vil være en af de bygninger, som alle aarhusianere ved, hvad er," siger Glenn Elmbæk, Partner i Arkitema Architects.

Fra hovedindgangen kan besøgende fra gaden tage en ekspres-elevator op igennem bygningen og stå 24 meter over terræn og nyde udsigten over det nye Gellerup til den ene side og Aarhus Bugten til den anden.

Blixens betydning for udviklingen i Gellerup er noget af det, dommerkomiteen lagde vægt på i afgørelsen.

"Det, at man placerer et multikulturelt erhvervsbyggeri og en lang række offentlige arbejdspladser i et ghettoområde, er noget, vi tror, vil gavne Gellerup. Og vi tror, at det ligeledes vil gavne kommunens medarbejdere at være tættere på borgerne. Det er et karakteristisk byggeri og et ambitiøst bud på, hvordan man kan skabe gode kontorer med åbne døre til det omkringliggende samfund," skriver juryen.

dp

Publiceret 10 December 2019 13:15