Teamleder hos Østjyllands Brandvæsen Kent Winther har fejret jul på stationen i Ny Munkegade otte gange.

Teamleder hos Østjyllands Brandvæsen Kent Winther har fejret jul på stationen i Ny Munkegade otte gange.

Utraditionel jul:

"Alarmen går næsten altid"

Kent Winther har fejret jul på brandstationen i Ny Munkegade otte gange. Alarmen går næsten altid, men der er også tid til pakkespil, julemad og et par gæster

Af
Louise Nyvang Burmeister

60 sekunder efter at alarmen går, skal Kent Winther sidde klar i brandbilen. På den måde er den 24.december ikke så meget anderledes end alle de andre dage. Og så alligevel.

For der bliver også plads til nissehuer, pakkespil og masser af julemad på netop denne dag på brandstationen.

Der er pyntede juletræer både i remisen, hvor køretøjerne står, i tv-stuen og oppe i slangetårnet ud mod Ny Munkegade. Der er juledekorationer, levende lys og nisser rundt omkring.

"Man spiser jo alt for meget juleaften, og det gør brandmændene også," fortæller Kent Winther, der er teamleder i Østjyllands Brandvæsen.

Han har seks brandfolk på 24 timers-vagt på stationen i Ny Munkegade fra klokken otte til otte. Men da den 24. er en helligdag slutter de 'officielle gøremål' klokken 12, så må der julehygges resten af dagen, hvor man kan få familien på besøg - dog selvfølgelig er man altid klar til at rykke ud.

"Hvis der kommer en alarm midt i madlavningen, så slukker alle apparater helt automatisk, så vi ikke risikerer, at det er vores egen adresse, vi skal ud til bagefter," siger Kent Winther om brandstationens køkken, hvor alle mand får en tjans juleaftensdag.

Menuen er ganske traditionel med flæskesteg, rødkål, kartofler, sovs og så videre. Det er der helt styr på, forsikrer teamlederen. Dog kan udrykningerne ændre lidt i konsistenserne.

"Jeg har en gang været udsat for, at alarmen gik, mens vi lavede mad, og der var kartoflerne ikke til at redde. Så det blev til kartoffelmos," husker Kent Winther.

Vild kamp om gaver

Efter julemiddagen er der 'vild kamp' om at slå seksere og få flest gaver.

"Brandmænd vil altid vinde, så der bliver gået til den til vores pakkespil. Bagefter er der rigtig, rigtig meget snolder i tv-stuen, vi ser måske en julefilm, nogle ringer hjem, og så går man i seng ved 23-24-tiden," fortæller Kent Winther, der bor i Viby og har været ansat i brandvæsenet siden 1990.

Den 24. er en speciel vagt, som brandmændene skiftes til at tage. Som regel hvert fjerde år.

"Det er også en enormt hyggelig vagt. Og folk er flinke til at melde sig til at tage den, hvis man for eksempel ikke har små børn. Så holder man måske jul med familien den 23. eller den 25 i stedet," siger Kent Winther, der har taget tjansen otte gange.

Og hver gang har han også måttet ud i brandbilen.

"Alarmen går næsten altid juleaften. Folk glemmer, at de har en steg i ovnen og falder i snak med naboen. Eller går en tur. Så kan der være en meget kraftig røgudvikling. Men vi har ofte reddet aftensmaden ved at være hurtigt fremme. Det kan også være juletræet eller en dekoration, der antænder."

Og så har brandfolkene netop denne dag et ekstra fokus, når de rykker ud:

"Normalt går vi efter personer, men lige netop juleaften går vi også efter gaverne, hvis vi kan nå at redde dem."

Juleserie

Lokalavisen Aarhus bringer i løbet af december historier med folk, der holder jul på en anderledes måde end den traditionelle. Følg med i avisen og på aarhus.lokalavisen.dk

Publiceret 07 December 2019 10:00