Arkivfoto:

Arkivfoto: Axel Schütt/Ritzau Scanpix

Ny ghettoliste klar:

Aarhus har fortsat tre områder på listen

Transport og Boligministeriet har offentliggjort årets ghetto-liste

Af
Jonas Wrede Hansen

Årets liste over danske ghetto-områder er netop blevet offentliggjort af Transport og Boligministeriet. På listen optræder 28 boligområder, og Aarhus er repræsenteret ved tre af dem. Det drejer sig om Bispehaven, Skovgårdsparken og Gellerupparken/Toveshøj, som alle også var at finde på sidste års ghettoliste.

Tidligere denne uge var Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard (S), ude at kritisere ghettolisten, som han ikke giver særlig meget for.

"Jeg synes, det er vigtigt, at vi kan tale om udfordringerne i de udsatte boligområder, at vi har et fælles billede af dem, og ikke mindst at vi handler på dem. Men 'ghettolisten' er svær at anvende til at forebygge. Listen sætter kun fokus på de boligområder, som er på listen, men det er lige så vigtigt, at vi har fokus på dem, der lige akkurat ikke er på listen. Og så duer det ikke, at vi ikke kan følge tallene i løbet af året, så vi kan se, om vores arbejde virker. Jeg synes, vi skal ændre logikken fra en årlig 'ghettoliste' til en løbende 'forebyggelsesliste'," sagde borgmesteren i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.

Ghettolistens kriterier

Ghettokriterier er for fysisk sammenhængende almene boligafdelinger med mindst 1.000 beboere.

Udsatte boligområder opfylder mindst to af ghettokriterierne 1 til 4.

Ghettoområder opfylder mindst to af kriterierne 1 til 4 og opfylder også kriterie 5.

  • 1. Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse, overstiger 40 pct. opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år.
  • 2. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grundskoleuddannelse, overstiger 60 pct.
  • 3. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området eksklusive uddannelsessøgende udgør mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.
  • 4. Andelen af beboere på 18 år og derover dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 3 gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år.
  • 5. Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande overstiger 50 pct.

Kilde: Transport- og Boligministeriet

Publiceret 01 December 2019 10:34