Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Aarhusiansk hotel hjælper byens hjemløse med varme dyner og puder

Hotel Helnan Marselis i Aarhus har doneret 1.200 dyner og puder til Blå Kors, som bl.a. vil bruge dem på et nyt botilbud for hjemløse, dele nogle enkelte ud, mens resten sælges fra genbrugsbutikkerne i Aahus og Horsens

En håndfuld frivillige fra Blå Kors' genbrugsbutikker og værested i Aarhus har haft travlt med at flytte hundredvis af kasser fra Hotel Helnan Marselis og ud i de ventende vogne.

Årsagen til knokleriet skal findes hos Hotel Helnan Marselis i Aarhus, der har udskiftet hele sit sortiment af dyner og puder. Men på hotellet havde de ikke lyst til bare at smide de gamle ud, hvilket er grunden til, at de nu har doneret dem til Blå Kors.

"Dynerne fejler ikke noget, så det vil være spild af gode dyner og puder og spild af ressourcer bare at smide dem ud, og så vil vi gerne støtte en god sag," fortæller Anne Henriksen, der er hotelchef på Hotel Helnan Marselis, i en pressemeddelelse.

Der er i alt 800 puder og 400 dyner fra hotellet, og den store mængde dyner og puder vil både blive brugt på et nyt hjemløsetilbud i Aarhus, som åbner i marts 2020, og blive solgt i genbrugsbutikker i Aarhus og Horsens, mens en mindre mængde bliver delt ud til værdigt trængende i Aarhus.

"Det betyder meget for vores personale at vide, at de ting, som vi har gået og passet godt på, og som har glædet mange gæster, er noget, vi kan give videre til andre. Der er en stolthed i at vide, at vi som arbejdsplads kan give noget videre til andre i stedet for bare at smide det væk," fortsætter Anne Henriksen i pressemeddelelsen.

Miljøhensyn og en god sag

Både for Hotel Helnan Marselis og for Blå Kors har det stor betydning at tænke på miljøet samtidig med, at det går til en god sag.

"I Blå Kors arbejder vi med på FN's verdensmål nr. 12 om ansvarligt forbrug og produktion, og det er det her et rigtig godt eksempel på," siger Anders Christensen, der er chef for Blå Kors Genbrug, i pressemeddelelsen.

Udover miljøhensynet glæder Anders Christensen sig også over, at donationen giver et økonomisk tilskud til Blå Kors' arbejde.

"I Blå Kors hjælper vi mange mennesker, både børn, unge og voksne, som har det rigtig svært. Og hver gang vi får en donation, som det her, så er det med til at gøre en forskel. Overskuddet fra vores genbrugsbutikker går til at hjælpe udsatte mennesker i Danmark," siger Anders Christensen og tilføjer:

"Lige i det her tilfælde er det jo så en ekstra bonus, at vi også kan bruge nogle af dynerne på vores nye botilbud for hjemløse i Aarhus."

jwh

Publiceret 29 November 2019 07:16