Illustration: Aarhus Kommune

Illustration: Aarhus Kommune

Ny koncertplads klar i Eskelunden i 2021

Men aarhusianerne skal ifølge byrådet også benytte området til idræt og naturoplevelser

Af
Maria Dalhoff

JP Aarhus

Tidsplanen er allerede presset i forhold til at kunne sikre festivalen Northside en ny koncertplads i sommeren 2021.

Derfor er arbejdet med at gøre området Eskelund mellem Viby og Åbyhøj klar til nyt koncert- og eventområde allerede gået i gang, og onsdag gav Aarhus Byråd en ny økonomisk tilslutning til projektet.

Arbejdet med at etablere en koncertplads på Eskelund blev sat i gang med en budgetbevilling på 10 mio. kr. ved budgetforlig 2018-2021. De 10 mio. kr. er bla. brugt til forundersøgelser, arkæologiske prøvegravninger og rådgiverhonorar til diverse arbejder forbundet med projektering.

I juni 2019 bevilgede Salling Fondene en donation på 11 mio. kr. til projektet med at udvikle og etablere Eskelunden, som delvis ligger på en tidligere losseplads. Det var godkendelsen af fondsdonation, som byrådet onsdag godkendte og samtidig sagde politikerne ja til en tillægsbevilling og rådighedsbeløb på i alt 29,1 mio. kr.

Både Socialdemokratiet og Venstre glæder sig over, at Eskelunden vil kunne anvendes af byens borgere året rundt.

"Området ligger i både gå- og cykelafstand i forhold til centrum, og det er meget mere end en koncertplads. Det er et område, som inviterer til natur, idræt og bevægelse, og der er uanede muligheder for området. Vi glæder os til at området bliver brugt af både mennesker og dyr i de næste mange år," sagde Venstres Hans Skou.

SF’s Jan Ravn Christensen (SF) var enig.

"Det er fedt med en god koncertplads, men dette bliver et sted som tusindvis af aarhusianere formentlig vil komme til at bruge fremadrettet," sagde Jan Ravn Christensen, der dog påpegede mulige udfordringer med parkeringsmuligheder i området.

Publiceret 28 November 2019 10:42