Der er Green Friday klimamarked på Bispetorvet 29. november - samme dag som Black Friday indtager Aarhus.

Der er Green Friday klimamarked på Bispetorvet 29. november - samme dag som Black Friday indtager Aarhus. Foto: AdobeStock

Grønne aktivister i Aarhus står bag modstykke til Black Friday

Green Friday klimamarked er et nyt initiativ, der skal oplyse om bæredygtighed og grøn omstilling. I Aarhus afholdes markedet 29. november - samme dag som Black Friday

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Brandvarme kreditkort, knitrende poser og sved på panden er indbegrebet af Black Friday – årets helt store shoppedag, hvor der er store besparelser at hente på stort set alt rundt omkring i byens butikker og storcentre. Men Black Friday ikke alene om at indtage Aarhus 29. november – det nye initiativ, Green Friday klimamarked, har i år meldt sig på banen.

Bag det grønne tiltag står organisationer, bevægelser, kunstnere og virksomheder, som går ind for bæredygtighed og grøn omstilling. Green Friday er et forsøg på at skabe et modstykke til overforbruget og brug-og-smid-væk mentaliteten, som Black Friday er med til at pushe.

Klimamarkedet spænder af på Bispetorvet i Aarhus 29. november kl. 13.30-17.00, hvor der vil være musik, underholdning samt en bæredygtig kunstudstilling. Skraldecaféen sørger for varm mad på markedet, ligesom der vil være mulighed for at nyde gløgg, kaffe og varm kakao.

Ikke en konkurrent

Budskabet, der står i centrum for markedet, er bæredygtighed og grøn omstilling. Den Grønne Studenterbevægelse, Bedsteforældrenes Klimaaktion, Fridays for Future, Extinction Rebellion, Klima-X, Raa Aarhus, Skraldecaféen, Aarhus for Fred, Arternes Aarhus, Center for Væredygtighed, Citizens Climate Lobby, Kaffecyklen, Mellemfolkeligt Samvirke, Naturli’, Aarhus mod Krig & Terror og Go Green with Aarhus er bare nogle af de aktører, der er repræsenteret på markedet, og som på dagen vil oplyse om initiativer og aktioner i klimakampen.

Kræfterne bag Green Friday klimamarkedet ser ikke markedet som en konkurrent til Black Friday, men vil gerne udnytte at der er mange mennesker i byen 29. november, så de kan få spredt budskabet om, hvor vigtigt det er, at vi handler med omtanke og på den måde værner om klimaet.

Publiceret 28 November 2019 06:00