Ægteparret Thorkild og Susanne Sjørup har åbnet ShoeTime i Risskov.

Ægteparret Thorkild og Susanne Sjørup har åbnet ShoeTime i Risskov. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Aarhusiansk ægtepar åbner skobutik hjemme i privaten

Thorkild og Susanne Sjørups drøm om en butik er nu gået i opfyldelse

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

butik Vær'sko, står der på en lille glasskål fyldt med lakridssko. Det er ikke tilfældigt. Den lille skål står på disken i den helt nye sko- og værtindegavebutik, der netop er åbnet på Nordre Strandvej 55 i Risskov.

Det er ægteparret Thokild og Susanne Sjørup, der i den ende af privatboligen, som de har boet i i 20 år, har åbnet ShoeTime by Sjørup. På hylderne er der italienske sko, tasker, tørklæder, glas og ting til indretningen, og der er noget til mange forskellige aldersgrupper - fra teenageren til damen på 80 år.

For mange år siden var der VVS-butik i bygningen, og det er nu det gamle værksted, der er blevet til butik.

"Vi begyndte med at sætte vores hus i stand for fire-fem år siden. Det var meget råt her i rummet, og vi har haft forskellige idéer til, hvad vi skulle bruge det til. Valget faldt på sko, og vi tog til den store skomesse Micami Milano, hvor vi fik aftale med nogle forhandlere. Vi ville gerne lave en butik med noget, som man ikke lige finder andre steder," siger Susanne Sjørup, der ikke overraskende elsker sko.

          

(indslaget er produceret af TV Aarhus, Henrik Brylle)

En stor drøm

For især Susanne er det en drøm, der er gået i opfyldelse, og glæden i hendes øjne og det imødekommende smil er med til at indikere, at hun er endt på sin helt rette hylde fyldt med sko.

"Jeg har haft en drøm om at leve et andet arbejdsliv. Jeg syntes, der manglede en skobutik her i området og et sted, hvor man kunne købe små ting til sig selv og til gaver. Der er kommet masser af liv her i gaden, og der har været stor interesse for vores butik, siden vi åbnede," siger 52-årige Susanne Sjørup, der er uddannet farmakonom, men har sagt sit job op for at hellige sig 'tid til sko.'

Manden Thorkild har beholdt sit job som portør på Aarhus Universitetshospital i Skejby, men hjælper til i butikken - dog primært med det administrative og indkøb.

"Det var lidt tilfældigt, det blev sko, men Susanne er glad for dem, og vi synes, det passer godt ind. Selv om vi bruger meget tid på det, og der er mange ting, der skulle styr på, inden vi kunne åbne, så får vi stadig tid til at se vores venner og familie," siger 60-årige Thorkild.

Hygge i hjørnet

Foruden den personlige service, som de vægter højt, har de indrettet et lille hjørne i butikken med en lysegrøn veloursofa, et lille bord og nogle lys.

"Vi vil gerne skabe noget liv og en anderledes butik. Det skal være en oplevelse at handle hos os, og derfor kan kunderne sætte sig og nyde en kop kaffe fra vores espresso-maskine. Til sommer har vi planer om at sætte nogle borde og stole op foran butikken, så kan folk sidde og nyde en kop kaffe der," fortæller Thorkild, der selv har designet logoet til butikken.

Butikkens navn ShoeTime var helt oplagt for ægteparret, da de gerne vil vise, at der er tid til sko, og at kunderne skal føle, at der er god tid til at få råd og vejledning.

Fremtidens butik

De har ikke planer om at udvide butikken rent fysisk, men det kan være, at de kommer til at supplere med en webshop på et tidspunkt, men det er vigtigt for ægteparret, at kunderne kan komme ind og mærke og prøve skoene, der blandt andet tæller mærket Marcos Nalini, og ifølge parret er de eneforhandler af mærket i Danmark.

"Vi går op i, at det skal være god kvalitet, og at man kan prøve alle de sko, man har lyst til, uanset om det er pæne sko eller sneakers," lyder det fra ægteparret.

Publiceret 22 November 2019 06:00