Havvindmøllepark Horns Rev 2 i Nordsøen ud for Esbjerg.

Havvindmøllepark Horns Rev 2 i Nordsøen ud for Esbjerg. Arkivfoto: Henning Bagger /Ritzau Scanpix

Vindmølle-placeringer:

"Kompliceret" og "mange interesser på spil"

Høring om mulig placering af 150 meter høje vindmøller i Aarhus er i fuld gang. Ekspert forklarer, at det sjældent er der, hvor det blæser mest, man placerer vindmøller

Af
Louise Nyvang Burmeister

Et flertal i Aarhus Byråd har planer om at opstille 150 meter høje vindmøller tre steder i kommunen. Ifølge den temaplan, kommunen har offentliggjort og som netop nu er i høring, skal der være tre kæmpevindmøller ved Vosnæs i det nordlige Aarhus, tre ved Kasted i vest og to på havnen.

Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet og SF er meget positive, Venstre og Almaz Mengesha (UFP) vil ikke have vindmøllerne på land, men derimod kun ude på havet. Mette Skautrup (K) har udtrykt stor bekymring over for en placering på havnen, og vil i stedet gerne se på, om der kan placeres flere ved Kasted eller Vosnæs, eller om man kan rykke dem helt ud på havet.

Og det er slet ikke så lige til at opstille vindmøller i Danmark. Ifølge Niels-Erik Clausen, der er lektor på DTU Vindenergi, er der rigtig mange interesser på spil. Det er sjældent de mest gunstige vindforhold, der afgør det.

"Det er meget sjældent vindressourcen, der afgør det. Det handler om landskabsværdi, afstand til huse, fredninger, men også branding. Det er meget kompliceret, for der er mange interesser på spil," siger han.

Han mener, at Aarhus er egnet til vindmøller, selvom det blæser mere andre steder.

"Generelt blæser det meget i Danmark, og derfor er hele landet godt egnet til vindmøller. Nogle kommuner er mere egnede end andre. Det blæser allermest på havet, dernæst ude vestpå, men der er også fine vindforhold i Aarhus," forklarer professoren.

Han anbefaler generelt både landvindmøller og havvindmøller.

"Der er mere vind ude på havet, men det er også dyrere at opstille vindmøller der. Det handler både om, at det er dyrere opsætte møllen, og om at man skal føre strømkabler over store afstande. Investeringen er højere til vands, og den opvejes endnu ikke helt af udbyttet. Det er stadig en god forretning både på land og til vands."

For kommuner, der gerne vil opstille vindmøller, kan signalværdien også være vigtig, forklarer han:

"Mange kommuner vil gerne bidrage med noget, så man kan bryste sig af, at vi gør noget for miljøet, og ikke bare lader det være op til politikerne på Christiansborg. Og det forstår jeg også godt. Hvis man virkelig vil reducere Co2, så skal man sætte vindmøller op."

På havet generer man ikke folk

En klar fortaler, for at man i højere grad sætter vindmøller på havet i stedet for på land, er seniorforsker og biolog på Københavns Universitet Mads Hovmand, der gennem mange år har beskæftiget sig med energi og luftforurening.

"Jeg har de seneste 10 år arbejdet med vindmøller og specielt energiudbyttet heraf. Jeg ser ingen grund til at klatte penge væk på ineffektive landvindmøller. De skal ud på havet, hvor der dels er langt mere vind, og dels kan man nemmere eksportere strømmen til andre lande, når der er overskud af elproduktion."

Han mener, at Aarhus og omegn vil være et meget dårligt sted at placere vindmøller.

"Det blæser simpelthen ikke optimalt. Selv hvis de kommer ud i Aarhus Bugten, så blæser det ikke nok, for der er læ på tre sider. De skal helt ud på åbent hav. Så generer man heller ikke folk og nedsætter deres boligs værdi," siger Mads Hovmand, der er bosiddende på Sydsjælland, hvor der også er planer om kæmpevindmøller.

Hvorvidt den lavfrente støj, som vindmøllerne udsender, kan være skadelig for mennesker, har flere studier forsøgt at belyse. Man kan dog hverken med sikkerhed bevise eller afvise, at der en sundhedsrisiko forbundet med at bo tæt på vindmøller.

Høringen om kæmpevindmøller i Aarhus varer frem til 11.december.

Fakta

Aarhus Kommune har sendt Temaplan for Vedvarende Energianlæg i offentlig høring frem til 11 december. I planen har man udpeget 13 områder til solcelleanlæg og tre områder til vindmøller.

Der afholdes Borgermøde 21. november kl. 19-21. På Blixens - Rooftop, Karen Blixens Boulevard 7, 8220 Brabrand

Publiceret 20 November 2019 10:00