Generation Identitær aktion ved Aarhus Rådhus. I midten ses Tobias Andresen.

Generation Identitær aktion ved Aarhus Rådhus. I midten ses Tobias Andresen. Privatfoto

Generation Identitær: Vi er en fredelig og demokratisk bevægelse

Ungdomsorganisation tager afstand fra vold som politisk middel

Af
Jeppe Rafn

Generation Identitær er en europæisk ungdomsorganisation, som har en mindre afdeling i Aarhus, der i det seneste halvandet års tid har gjort sig bemærket i bybilledet med forskellige aktioner.

I foråret kunne man opleve dem ved Aarhus Rådhus, hvor de på ironisk/sarkastisk vis tog afstand fra kommunens bestræbelser for at integrere tidligere IS-krigere.

’Jihadist i går – socialrådgiver i dag’ stod der eksempelvis på en plakat, der blev hængt op ved rådhuset.

Generation Identitær er modstander af masseindvandring og lavede op til folketingsvalget også en bannerdrop-aktion på togbroen ved Spanien, hvor der på banneret stod ’Remigration – det er muligt’.

De identitære uddeler endvidere flyers og løbesedler ved ungdomsuddannelser og var på Aarhus Handelsgymnasium for at uddele løbesedler efter et, angiveligt æresrelateret, knivoverfald på en elev.

”Vi er en fredelig og demokratisk bevægelse, som laver anderledes og sjove aktioner for at påvirke debatten. Vi vil bevare den danske og europæiske identitet, som vi mister på bekostning af masseindvandring i Europa,” siger Tobias Andresen fra Generation Identitær i Aarhus.

”Indvandring har blandt andet ført mere kriminalitet med sig. Jeg bor selv i Aarhus Vest, hvor der er problemer,” siger han.

Ifølge Tobias Andresen har Generation Identitær højst 50 aktivister, men flere hundrede støtter i Danmark, hvor man har afdelinger i København og Aarhus og en nyåbnet i Aalborg.

Afviser beskyldninger

Lokalavisen bragte for nylig en artikel om et nyt antiracistisk netværk i Aarhus, hvor antiracisterne beskrev Generation Identitær som fascister i jakkesæt, der på en smart måde prøver at hvidvaske nazisme.

”Det er dybt forkasteligt at kalde os for nazister. Vi går ind for demokrati og støtter på ingen måde totalitære ideologier som kommunisme, fascisme og nazisme,” siger Tobias Andresen og uddyber.

Tobias Andresen fra Generation Identitær.

Tobias Andresen fra Generation Identitær. Foto: Jeppe Rafn

”Vi holder en sober tone og har demokratiske værdier. Hvis man ikke er fredelig, så er man ikke med i Generation Identitær,” siger han kategorisk.

Overfald i København

Tobias Andresen retter derimod kritikken tilbage mod det antiracistiske netværk, som for nylig er dannet i Aarhus for at organisere sig mod blandt andre Generation Identitær og nynazisterne i Nordfront.

Tobias Andresen fremhæver, at ligesindede antiracister står bag flere overfald og chikane mod Generation Identitær-medlemmer i København, hvilket blandt andet er beskrevet i en artikel i Weekendavisen.

Han fremhæver desuden, at det antiracistiske netværk i Aarhus på sin Facebookside ’Antifa Info Aarhus’ viser klistermærker, hvorpå der blandt andet står ’kastrer racister’ og ’skyd Inger’ med henvisning til tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

”Det vidner om noget voldeligt og er dybt forkasteligt, ligegyldigt hvilket politisk budskab du har,” mener den unge aarhusianer fra Generation Identitær.

Ønsker ikke vold

Generation Identitær og antiracisterne på den yderste venstrefløj i Aarhus står langt fra hinanden, men begge udtrykker ønske om, at man ikke kommer til at opleve politisk vold i den jyske hovedstad.

”Vi håber at åbne folks øjne for det her, inden det går galt med overfald,” har en repræsentant for antifascisterne sagt til Lokalavisen.

Tobias Andresen fra Generation Identitær siger:

”Jeg tager fuldstændig afstand fra vold som politisk middel, og jeg håber ikke, det bliver ligesådan i Aarhus, som man ser det specielt på Nørrebro med chikane og overfald af borgere, der på demokratisk vis blander sig i indvandringsdebatten.”

Publiceret 20 November 2019 08:00