Trygheden på sociale medier er vigtig for de unge på Aarhus Handelsgymnasium.

Trygheden på sociale medier er vigtig for de unge på Aarhus Handelsgymnasium. Foto: Sofie Amalie Skovsager.

500 unge aarhusianere ved nu, at de ikke må have et nøgenbillede af ekskæresten på mobiltelefonen

I dag var Østjyllands Politi på Aarhus Handelsgymnasium i Risskov for at give gode råd om digital adfærd

Af
Sofie Amalie Skovsager

Den digitale verden tager fart, og det kan være svært at følge med i den konstante udvikling. Sociale medier har forandret unges måde at kommunikere og er blevet en vigtig brik i identitetsdannelsen. Mobiltelefonen er ikke blot et kommunikationsredskab, men en måde at danne fællesskaber og være i konstant forbindelse med vennerne.

En stor del af de unge benytter sig af de mange muligheder, som den digitale verden tilbyder, men spillereglerne er ikke altid som i den fysiske verden.

Omkring 44.000 danskere var i 2017 udsat for handelsbedrageri på nettet. Det er dobbelt så mange som i 2014.

Østjyllands Politi var i dag på Aarhus Handelsgymnasium i Risskov for at holde oplæg for 500 studerende. Formålet var at gøre dem klogere på, hvordan de færdes trygt på nettet, og give dem gode råd til en sikker og ansvarlig adfærd.

Kriminaliteten er rykket på nettet

Politikommissær fra Østjyllands Politi, Lasse Nielsen, fortalte de studerende på Aarhus Handelsgymnasium i Risskov om, hvad de skal være opmærksomme på i den digitale verden.

Han mener, at oplægget relevant er for denne målgruppe, fordi de unge er særligt udsatte på nettet.

"Der er sket en eksplosion i forhold til anmeldelser på nettet. Det er især de unge, der er meget risikovillige, når det gælder handel på nettet, deling af private billeder eller at spotte ulovlige links. De satser på nettet, og det giver rigtig mange anmeldelser."

Lasse Nielsen fortæller desuden, at de unge mennesker ikke er naive, men at de har en stærk tiltro til mennesker, og denne indstilling øger risikoen for at blive udsat for kriminalitet.

Tal fra Det Kriminalpræventive Råd viser, at 190.000 danskere blev udsat for it-kriminalitet som identitetstyveri, bedrageri, chikane og forskellige former for afpresning i 2017. De fleste former for it-kriminalitet er steget fra 2014-2017.

Østjyllands Politi gør klar til at holde foredrag for 500 studerende på Aarhus Handelsgymnasium.

Østjyllands Politi gør klar til at holde foredrag for 500 studerende på Aarhus Handelsgymnasium. Foto: Sofie Amalie Skovsager

"De digitale krænkelser er sket, fordi man har flyttet nogle af disse ting fra den virkelige verden. Vi oplever, at anmeldelserne af den personfarlige kriminalitet som indbrud og vold falder, mens antallet af anmeldelser omkring digital- og økonomisk kriminalitet stiger."

Ifølge Lasse Nielsen skal oplægget på Aarhus Handelsgymnasium udvide de unges forståelse af, hvad man må og ikke må på sociale medier, og hvilke konsekvenser overtrædelser kan have.

Han håber, at de unge får nogle redskaber til at se nogle af de ting, som oplægget vil gøre dem opmærksomme på.

"De unge skal tage den sunde fornuft med på nettet. De fleste kender godt spillerreglerne, men nogle gange skal man lige huske at hive i håndbremsen," griner han.

Tryghed er vigtigt for de unge

Sofie Michaelsen (16 år), Sogand Mohammadi (16 år) og Camilla Thomsen (18 år) går alle i 1b på Aarhus Handelsgymnasium. De synes, at oplægget var relevant i en tid, hvor sociale medier fylder deres hverdag.

"Vi snakkede lige om, at vi skal da have ændret alle vores adgangskoder," indleder Camilla.

Sogand Mohammadi (16 år), Camilla Thomsen (18 år) og Sofie Michaelsen (16 år) fra 1b på Aarhus Handelsgymnasium.

Sogand Mohammadi (16 år), Camilla Thomsen (18 år) og Sofie Michaelsen (16 år) fra 1b på Aarhus Handelsgymnasium. Foto: Sofie Amalie Skovsager.

De unge må i den grad siges at være eksperter, når det kommer til sociale medier. De er den generation, som bruger mest tid på sociale medier og adapterer den konstante udvikling allerhurtigst.

Pigerne fra 1b føler dog stadig, at oplægget har givet dem en stor viden, som de ikke havde.

"Jeg føler overhovedet ikke, at jeg ved mere end politiet. De arbejder med disse sager og ved hvordan, det foregår i praksis. Jeg har helt klart respekt for det, politiet siger. Det er fedt, at de kommer herud og forklarer det," siger Sofie.

På stolesæderene til oplægget lå en fjernbetjening til en quiz, som Østjyllands Politi kørte i løbet af oplægget. Svarene viste tydeligt, at en stor del af de unge ikke var helt skarpe på reglerne på sociale medier.

"Det er fedt, at de havde quizzen med. Det kunne ses, hvor mange af os der svarede forkert på spørgsmålene, og så er det jo godt, at de kommer og giver os den viden. Jeg vidste for eksempel ikke, at man ikke må have et billede (nøgenbillede) af sin ekskæreste, når man har slået op," siger Sogand.

Pigerne fortæller, at det er vigtigt for dem at få en viden om digital adfærd, fordi det kan få store konsekvenser, hvis loven brydes.

"Vi bruger nettet hver dag, så det er godt at kende reglerne. De fleste af os bliver snart 18 år - og så kan de strafbare handlinger få store konsekvenser. Det tænker jeg i hvert fald meget over," siger Camilla.

Pigerne kan sagtens relatere til de eksempler, som Østjyllands Politi fremhævede i oplægget. De fortæller, at de selv har været ude for at få tilsendt en ulovlig video.

"Der har været en stor sag med unge, der fik sendt en video. Den modtog vi alle. Jeg tænkte bare "hvad sker der lige her", og det var ligesom der, det hele startede med at sende nøgenbilleder. Det var på Snapchat, men jeg gik væk fra den med det samme og har ikke set den siden," fortæller Sogand.

Det er vigtigt at tænke sig om hvad man gør, at tænke på andre før man gør noget på nettet. Det er vigtigt at opføre sig ordentligt," afslutter Sofie.

Østjyllands Politi har nu holdt 28 oplæg for omkring 4200 unge med fokus på digital tryghed.

GODE RÅD FRA ØSTJYLLANDS POLITI

  • Pas på sms og mails, der lokker oplysninger om kreditkort eller NemID ud af dig
  • Spot falske webshops på skæve priser og lidt for gode tilbud
  • Aftal af mødes med sælger, hvis du køber telefoner eller andet af private på nettet
  • Spørg om lov, før du deler billeder af dine venner

Publiceret 19 November 2019 16:54