Mere end 40 var dukket op til den første aften med brætspilcafé i Lystrup, hvor der var gratis kaffe og kage.

Mere end 40 var dukket op til den første aften med brætspilcafé i Lystrup, hvor der var gratis kaffe og kage. Foto: Jesper Messell

Terningerne er kastet: Lystrup har fået sin egen brætspilscafé

Initiativtager Mads Fløe har åbnet spilcaféen, som skal være et socialt afbræk fra mobiltelefoner og computerskærme

Af
Anders Michaelsen

SPIL Caféer, hvor du kan drikke skoldhed kaffe og samtidig skabe dårlig stemning over et spil RISK, hører til kategorien af relativt nye fænomener. Aarhus Brætspils Café åbnede i Vestergade i 2015, og sidste år kom så en opfølger i Fredensgade.

Mens konceptet med brætspil og kaffe i første omgang har været et udpræget midtby-fænomen, så er spilturen nu kommet til Lystrup. I første omgang blot som et forsøg indtil midten af december og kun om tirsdagen. Til gengæld er det gratis.

"Jeg flyttede til Lystrup i februar, og jeg synes ikke, der skete nok med brætspil. Der var et andet initiativ, men jeg tror, det har knoklet lidt med det image, som brætspil har. At enten er det Ludo og Matador, eller også er det nogle virkelig store, tunge og svære spil, som man ikke tror, man kan finde ud af," siger initiativtager Mads Fløe.

I håbet om at kunne tiltrække et bredere publikum valgte initiativtageren at kalde spilaften for bræstspilscafé - og det virkede. For der var mange, der var dukket op til åbningen tirsdag i fælleshuset på Lærkehaven. Så mange, at initiativtager Mads Fløe var nødt til at tage hjem og finde ekstra stole.

En anden måde at være sammen på

Initiativtageren bag den nye tirsdags-spilcafé har været involveret i brætspilsmiljøet i flere år, blandt andet da caféerne i Aarhus åbnede, hvor han stod for åbne spilaftner, og fornyeligt har han udgivet sit eget spil. 'Ka Pai' hedder spillet, som er det, man kalder et 'roll and ride'-spil. Eller det Mads Fløe forklarer som en 'moderne udgave af yatzy og så alligevel noget helt andet'.

Og brætspil har fået en mindre renæssance i vores digitaliserede smartphone-verden, det giver ifølge Mads Fløe en anden måde at være sammen på.

"Brætspil har været gemt væk et stykke tid. Da computerspillene kom, var det dem, der var nye og fede, og pludselig render vi alle rundt med en computer i lommen og glemmer lidt at se hinanden i øjnene. Noget af det brætspil kan, er, at man kan sidde og være sammen på en helt anden måde. Og for mig som person er det også en ting, der gør, at jeg kan være sammen med andre mennesker," siger Mads Fløe og tilføjer:

"Jeg er normalt ret introvert og ikke så udadvendt. Når der så kommer et spil på bordet og i mellem os, så er det som om, det erstatter alle andre normale sociale regler og normer. Så er det spillets regler, vi gebærder os efter, og så behøver man ikke tænke på small-talk eller beklemmende spørgsmål."

Mads Fløe (til højre) er manden bag den nye tirsdags-spilcafé.

Lystrup Brætspilscafe Foto: Jesper Messell

Håber på andre frivillige

Med en kæmpe bunke af forskellige brætspil skulle der gerne være noget til forskellige temperamenter, og noget som alle kan finde ud af, fortæller Mads Fløe og påpeger, at aldersforskellen på åbningsaften gik fra baby til pensionist.

Som det er nu, er det Mads Fløe, der ene og alene er manden bag foretagendet, der kører på forsøgsbasis den næste måneds tid. Men han er overbevist om, at konceptet kan fortsætte i 2020.

"Jeg håber, andre får øjnene op for, hvor fedt det er, og jeg håber, der er andre, der også gerne vil være frivillig her, selvom det også kan fortsætte kun med mig. Og så synes jeg, det er vigtigt, at det helst ikke skal koste noget, så det er noget med at kigge på, om man kan lave en forening, eller om man kan søge nogle penge, så der ikke er nogle udgifter til lokaler," fortæller han.

Brætspilscaféen i Lystrup har åben hver tirsdag frem til 17. december fra klokken 19-23.

Lystrup Brætspilscafe

Lystrup Brætspilscafe Foto: Jesper Messell

Publiceret 17 November 2019 07:00