Hærværket blev begået mod Virupskolens nye lokaler, som blev indviet tilbage i august måned

Hærværket blev begået mod Virupskolens nye lokaler, som blev indviet tilbage i august måned Fotocollage: Rigspolitiet/Virupskolen

Hærværk på aarhusiansk skole:

Politiet har afhørt flere elever

Politiet efterforsker fortsat hærværket, der i sidste måned blev begået på Virupskolen i Hjortshøj

Af
Jonas Wrede Hansen

hærværk I over en måned har Østjyllands Politi efterforsket det hærværk, som lørdag 5. oktober blev opdaget på Virupskolen i Hjortshøj, men fortsat er sagen ikke blevet opklaret. Det oplyser Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, til Lokalavisen Aarhus.

"I forbindelse med efterforskningen er der blevet foretaget en række afhøringer, og heriblandt er flere elever også blevet afhørt, men der er ikke nogen, der er blevet sigtet," fortæller han.

Det var en medarbejder på skolen, som den første lørdag i oktober om morgenen opdagede, at flere af skolens lokaler stod under vand, og at der lå smadrede flasker rundt omkring. Jakob Christiansen fra politiet forklarer, at flere vandrør var blevet stoppet til, og det forårsagede oversvømmelsen, der resulterede i vandskader.

Det er omkring 15, der i alt er blevet afhørt, så der er ikke tale om, at mange elever er blevet afhørt

Skaderne skete i den nye del af Virupskolen, som først blev indviet i august.

Holder møder med eleverne

Skolens leder, Helle Mølgaard, bekræfter, at politiet har været på Virupskolen for at afhøre elever. Men hun slår samtidig fast, at det blot er et fåtal af skolens elever, som sammen med kammerater fra andre aarhusianske skoler er blevet kontaktet af politiet.

"Det er omkring 15, der ialt er blevet afhørt, så der er ikke tale om, at mange elever er blevet afhørt," fortæller hun og fortsætter:

"Vi har snakket med eleverne om, at der skal være en ordentlighed omkring det. Det har været rigtig vigtigt for mig, at eleverne ved, at man skal kunne fortælle, hvad man har set, hørt eller ved, og så er det nogle andre, der bestemmer, hvad der efterfølgende skal ske. Det er jo politiet, der skal tage sig af det og ikke nogen fra skolen."

Det er i Virupskolens ældste årgange, som har til huse i de beskadigede lokaler, og man har derfor fra skolens side også valgt at holde møder med de berørte elever.

"Vi har haft møder med udskolingseleverne, så de har kunnet følge med. Det har vi også gjort for at undgå, at der blev skabt rygter," fortæller skoleleder Helle Mølgaard.

Hun oplyser desuden, at det endnu ikke er opgjort, hvor meget det har kostet at rette op på skaderne.

"Men det er ikke voldsomt. Vi har kunnet tørre meget af det, og så er linoleumsgulvet blevet udskiftet," fortæller skolelederen og påpeger, at hærværket på ingen måde har påvirket undervisningen.

Publiceret 14 November 2019 16:03