Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Først el-løbehjul:

Nu får Aarhus 200 nye el-bybiler

GreenMobility og NRGi sætter 200 dele-elbiler på vejene i Aarhus

København har dem, Berlin har dem, Madrid har dem, Paris har dem, og nu kommer de også til Aarhus. Konceptet bybiler er udbredt rundt omkring i verden, og om kort tid får aarhusianerne også glæde af dem. Det er GreenMobility, som lancerer bybilerne i samarbejde med energiselskabet NRGi. Fra slutningen af november sættes de første 100 biler ud på de aarhusianske veje, og antallet af biler øges gradvist op til 200 biler. Det oplyser NRGi i en pressemeddelelse.

En bybil er fremtidens måde at have bil på i byen. Og helt lavpraktisk betyder det en delebil uden fast plads. Bilerne findes i byens gader, hvor brugerne efterlader dem indenfor zonen på alle offentlige parkeringspladser med minimum to timers tidsbegrænsning eller på et såkaldt 'Hotspot'. Et 'Hotspot' er dedikerede parkeringspladser til GreenMobilitys bybiler, og fra start er der minimum fire placeringer i Aarhus. Bilen reserveres og låses op med en app. Der betales per minut og forsikring, strøm og parkering er med i minutprisen. Bybilszonen i Aarhus dækker et område på cirka 50 kvadratkilometer og løber indenfor Ringvejen, forklares det i pressemeddelelsen.

”Vi glæder os til at give bybilerne til aarhusianerne sammen med NRGi. NRGi er en optimal partner for os i kraft af deres stærke lokale forankring og som leverandør af grøn strøm. Bybilerne henvender sig til alle med kørekort, men i København er langt størstedelen af de over 54.000 brugere mellem 18-35 år. Derfor forventer vi også, at blive taget godt imod i en studieby som Aarhus, da vi giver alle – også dem der umiddelbart ikke har råd eller adgang til bil – adgang til hele 200 elektriske bybiler,” siger GreenMobility Danmarks direktør, Thomas Heltborg Juul, i pressemeddelelsen om lanceringen i Aarhus.

Fremtidens koncept

Tidligere i år satte den svenske udlejningsvirksomhed VOI 150 el-løbehjul på gaden i Aarhus. Det dele-koncept foregår på samme måde som med de nye elbiler, og ifølge GreenMobility er delekonceptet fremtiden.

Blandt virksomhedens kunder i København siger hele 42 procent, at de har undladt eller overvejer at undlade anskaffelse af egen bil for i stedet at køre GreenMobility

Også NRGi kan se potentiale i det nye koncept.

”NRGi vil gerne bidrage til en fremtid, hvor persontransporten baserer sig på el i stedet for fossile brændsler. Vi er et andelsejet selskab, som jo er en variant af deleøkonomi, og derfor finder vi GreenMobility’s delebilskoncept kommercielt interessant. Det er samtidig vores forventning, at vi kan udvikle fælles produkter, som vores elkunder finder relevante og attraktive, så vi kan udvide vores forretning,” siger energiselskabets direktør Jacob Vittrup i pressemeddelelsen.

jwh

Publiceret 14 November 2019 10:39