Detektorfører Lars Thygesen fandt guldmønten ved Mårslet. Foto: Hans Skov/Moesgaard Museum

Detektorfører Lars Thygesen fandt guldmønten ved Mårslet. Foto: Hans Skov/Moesgaard Museum

Sjælden romersk guldmønt fundet ved Mårslet

Mønten formodes at stamme fra år 14-37, fortæller Moesgaard Museum

En ældgammel guldmønt fra Romerriget er dukket op i det sydlige Aarhus ved Mårslet.

Det skriver Moesgaard Museum i en pressemeddelelse.

Det var detektorfører Lars Thygesen fra Midtjysk Detektorforening, der assisterer ved udgravninger, som museet laver, som gjorde det opsigtsvækkende fundt i området, hvor den kommende Bering-Beder vej skal anlægges.

Ifølge Moesgaard Museum er der tale om en guldmønt præget under Kejser Tiberius, der var Romerrigets Kejser fra år 14-37. Mønten er meget slidt efter en lang omløbstid, og der er på et tidspunkt klippet et stykke af den. Det manglende stykke guld er formodentlig brugt som betaling, spekulerer museet.

Den sjældne romerske mønt er præget under Kejser Tiberius. Foto: Moesgaard Museum

Den sjældne romerske mønt er præget under Kejser Tiberius. Foto: Moesgaard Museum

Forsiden af mønten viser portrættet af Kejser Tiberius og har en latinsk inskription, der betyder: Tiberius, Caesar, den guddommelige Augustus’s søn, Augustus. Bagsiden viser en siddende kvindefigur med et spyd og en gren med blade på. Måske er det gudinden Pax. Inskriptionen på bagsiden er ”Pontifex Maximus”, og hentyder til Kejserens titel som ypperstepræst.

Mønten er blot den tredje af slagsen fundet i Danmark, og det er uvist, om den har været en del af en grav, da den er fundet i et pløjelag.

"Man kan lade tankerne lege med idéen om, at guldets ejermand har været med til at kæmpe mod romerne i forbindelse med et af de romerske angreb i det område, der i dag er Nedersaksen i Tyskland. Eller om ejermanden var en af de mænd, der gik i romersk krigstjeneste og tilegnede sig guldet på den måde," siger arkæolog og museumsinspektør Hans Skov fra Moesgaard Museum.

Guldperlen blev fundet i samme pløjelag som guldmønten. Foto: Moesgaard Museum

Guldperlen blev fundet i samme pløjelag som guldmønten. Foto: Moesgaard Museum

Fandt også guldperle

Detektorfører Lars Thygesen fandt ikke kun den sjældne mønt i pløjelaget, men også en såkaldt guldreliefperle, som man formoder har været en del af et hængesmykke fra ældre romersk jernalder (år 0-200).

På stedet, hvor de fine guldsager er fundet, har der formentlig tilbage i tiden været en gravhøj, som i folkemunde blev kaldt Raahøj. Gravhøjen blev bortgravet omkring år 1880, og i den forbindelse blev der fundet flere små lerkar i en grav, der var omgivet med stensider.

Ved de netop overståede undersøgelser på stedet blev en forstyrret grav med stensider udgravet og der er sikkert tale om samme grav, der blev fundet i 1880.

Keramikken daterer graven til yngre bronzealder. Helt præcis til tiden mellem 900-500 f.Kr. Gravhøjen fik senere i jernalderen følgeskab af urnebrandgrave. På dette tidspunkt brændte man de døde og lagde efterfølgende deres brændte knoglestumper i fine lerkrukker. Flere af disse urnebrandgrave er påvist på stedet. Blot 13 meter fra den nærmeste urnebrandgrav blev resterne fra flere ligbål fundet i en lavning. Store mængder sod, trækul og brændte knoglestumper viste, at her var resterne fra ligbålene endt.

Det er kun fjerde gang en plads af den type fra yngre jernalder med rester fra ligbålet bliver fundet i Danmark. Det er tidligere sket to steder på Fyn og et sted på Bornholm.

I flere hundrede år har bakken syd for Mårslet altså haft en særlig betydning som gravplads for områdets beboere, og i 2022 forventes det, at aarhusianere kan suse gennem området på den nyanlagte Bering-Beder vej.

dp

Publiceret 14 November 2019 16:45