Dorte Sielemann Jakobsen blev af HK Danmark kåret som Danmarks Bedste Kollega ved et awardshow i Cirkusbygningen i København.

Dorte Sielemann Jakobsen blev af HK Danmark kåret som Danmarks Bedste Kollega ved et awardshow i Cirkusbygningen i København. Foto: Jacob Nielsen.

Sjov og professionel: Dorte fra Aarhus kåret som Danmarks bedste kollega

HK har kåret medarbejder fra Aarhus Kommune som landets bedste kollega

Dorte Sielemann Jakobsen, der arbejder i Aarhus Kommune, er kåret som Danmarks Bedste Kollega. Bag prisen står HK Danmark, som ønsker at vise, hvor vigtigt det er med godt fællesskab og kollegakarma på jobbet.

“Gode kolleger gør arbejdsdagen bedre. Vi ved fra flere undersøgelse i HK, at kollegerne betyder rigtig meget for din trivsel. Og kollegakarma er noget, alle kan bidrage til. Måden, du kommer ind ad døren på om morgenen, har stor indflydelse på, hvordan din og andres arbejdsdag bliver," siger Hans-Henrik Hansen, formand for HK Kommunal Østjylland, i en pressemeddelelse.

Sjov og professionel

Dorte Sielemann Jakobsen bor i Egå og arbejder som assistent ved Myndighedscenteret for Børn og Familier, som ligger i den nye kommunale bygning på Karen Blixens Boulevard i Gellerup.

“Dorte er nysgerrig og finder løsninger på tingene. Hun inspirerer og siger tingene, som de er, og det er enormt befriende at have hende som kollega. Hun har vist vejen for en fantastisk måde at have det sjovt og være topprofessionel på," siger den kollega, der indstillede Dorte til prisen.

Over 2000 kolleger har taget sig tid til at anerkende og nominere en kollega til prisen som bedste arbejdskollega. Det er anden gang, at HK Østjylland har en vinder af hovedprisen.

“Vi er alle sammen vindere ved, at der er et godt miljø på arbejdspladsen. En pris som denne skal inspirere folk til at vise hensyn, vise respekt, forståelse og rummelighed. Vi skal selv gøre en indsats for god trivsel på vores arbejdsplads. Ingen kommer og løser det for os”, siger Hans-Henrik Hansen, formand for HK Kommunal Østjylland.

Den østjyske HK-formand glæder sig over, at Damarks Bedste Kollega udover at være en god kollega også arbejdsmiljørepræsentant.

“Vi lever i en tid, hvor folk bliver syge af at gå på arbejde og det er ikke rimeligt. Hvis en potteplante ikke trives, er det naturligt at give den vand, gødning og en pind at støtte sig til, måske at plante den om. Det samme gælder for mennesker. Og her er det afgørende med gode kollegaer, som hjælper én med at passe på sig selv”, siger formanden for HK Kommunal Østjylland.

Foruden æren følger også en præmie i form af et arrangement for Dortes kolleger til en værdi af omkring 25.000 kroner.

jr

Publiceret 13 November 2019 07:18