Huset ligger lige ud til Aarhus Bugt og blev bygget i 2005. Foto: Google Earth

Huset ligger lige ud til Aarhus Bugt og blev bygget i 2005. Foto: Google Earth

Én gang til for Prins Knud? Kæmpestor hushandel i Risskov tæt på rekord

En villa på Prins Knuds Vej i Risskov er blevet solgt for 30 millioner kroner

I gennemsnit bliver huse i Aarhus Kommune handlet for mellem 3 og 3,5 millioner kroner.

Det gennemsnit bliver hævet betragteligt, når man kigger mod Risskov, og det er også her, vi finder en villa, der netop er blevet handlet til intet mindre end 30 millioner kroner.

Det skriver Boliga.dk i en pressemeddelelse.

Villaen, der ligger for enden af Prins Knuds Vej og har første parket til Aarhus Bugt, er 260 kvadratmeter stor og blev bygget i 2005.

Det betyder, at villaen er solgt til en kvadratmeterpris på svimlende 115.000 kroner, hvilket er tre gange så meget, som husene i Risskov ellers normalt bliver handlet til.

Kæmpehandlen, som ejendomsmæglerfirmaet Lokalt Liebhaveri har faciliteret, ryger fluks ind på andenpladsen over de dyreste villahandler i Aarhus Kommune nogensinde.

Kun overgået af en strandkantsvilla, der i 2016 blev solgt for 35 millioner kroner.

Det var et hus fra 2008 på 350 kvadratmeter, som lå på Ved Stranden i Egå.

Den tredjestørste handel var en pragtvilla fra 1917 på 450 kvadratmeter, som lå i anden række til vandet på Stranvænget i Risskov. Villaen blev i 2018 handlet for 28,5 millioner kroner.

dp

Publiceret 12 November 2019 15:47