Zebra House i Gellerup.

Zebra House i Gellerup. Illustration: A. Engaard

Lejligheder i Gellerup bliver revet væk

Næsten alle lejligheder i Zebra House er udlejet eller reserveret

Det går rigtig godt med at udleje de 63 helt nye lejligheder i Zebra House, som står klar til indflytning 1. januar i Inger Christensens Gade i Gellerup.

Efter et åbent-hus arrangement 20. oktober er 49 lejligheder udlejet og yderligere syv lejligheder reserveret. Det oplyser pensionsselskabet PKA og entreprenørvirksomheden A. Enggaard, der står bag Zebra House, i en pressemeddelelse.

De nye lejligheder er et af mange boligprojekter, som skal være med til at omdanne Gellerup fra udsat boligområde til attraktiv bydel.

"Skal vi i Aarhus lykkes med revitaliseringen af Gellerup, er det afgørende, at vi får nye folk til at flytte til bydelen, og her kan vi med stor glæde konstatere, at Zebra House allerede nu er et godt eksempel på, at interessen er til stede," siger Jens Skinnebach, afdelingschef i A. Enggaard.

"Gellerup har tidligere være omgærdet af en stor berøringsangst fra investorer. Vi har dog fra start haft stor tiltro til visionen for Gellerup, så det er både specielt og glædeligt at se resultaterne af de allerede gennemførte tiltag i området," tilføjer Nikolaj Stampe, ejendomschef i PKA.

Mindre lejligheder

Lejlighederne i Zebra House er på mellem 39 og 88 kvadratmeter.

Lejlighed i Zebra House i Gellerup.

Lejlighed i Zebra House i Gellerup. Illustration: A. Engaard

"Vi har længe mærket en stor efterspørgsel på netop de mindre boliger i Aarhus, og det har vi også mærket konkret i forbindelse med Zebra House," siger Jens Skinnebach, afdelingschef i A. Enggaard.

Udover de 63 lejligheder kommer Zebra House også til at rumme 420 kvadratmeter erhvervslokaler.

Zebra House er første etape af et i alt cirka 7.600 kvadratmeter stort projekt, der også kommer til at rumme 27 rækkehuse. Få hundrede meter derfra skal A. Enggaard og PKA desuden bygge yderligere boliger og erhvervsbygninger som en del af et 60.000 kvadratmeter stort byudviklingsprojekt ud til Åby Ringvej.

jr

Publiceret 11 November 2019 00:00