Målscorerne til 2-0, Thorsteinsson og Blume, fejrer føring, før kampen for alvor gik amok.

Målscorerne til 2-0, Thorsteinsson og Blume, fejrer føring, før kampen for alvor gik amok. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Se målene:

AGF besejrede sønderjyder i sandt målorgie

Et storspillende AGF-mandskab besejrede sønderjyder med 4-2. Se målene i artiklen

Af
Danni Paulsen

Der var åbenlys klasseforskel, da AGF søndag besejrede sine sønderjyske gæster med 4-2.

Klasseforskellen var særligt udtalt i første halvleg af kampen, hvor der var hvidt stormløb mod gæsternes mål nærmest samtlige 45 minutter.

Der gik ikke mere end 40 sekunder, før Patrick Mortensen var tæt på at sende hjemmeholdet i front, efter han modtog en bold i feltet. Sparket snittede dog en SønderjyskE-spiller, men det ekstreme pres fortsatte, og fem minutter senere, kunne gæsterne ikke holde stand mere.

Den islandske jernmand Thorsteinsson fik al plads i verden og kunne på kanten af feltet levere et fantastisk, curlet hug op i krydset til en fortjent 1-0-føring.

Dominans vedblev og efter 13 minutter skulle hjemmeholdet have fået et straffespark på grund af hånd på bolden, men David Nielsens tropper blev snydt og oksede videre.

Efter 24 minutters opvisning i dårlig gæstfrihed faldt en frisparksbold ned til Bror Blume, der med en herlig flugter kunne banke læderet op i hjørnet til 2-0.

Der blev fyret utallige skud af i skydeteltet, og sønderjyderne fik sjældent bolden op på hjemmeholdets banehalvdel. En velspillende målmand, stolper og et ben i vejen her og der sikrede dog ved et under, at kampen stadig var i live, da der blev fløjtet til pause.

Vild udvikling

Med en på alle parametre dominerende og overlegen indsats i første halvleg, tænkte man, at det ikke kunne gå galt for AGF, men det var SønderjyskE, der pludselig overtog den dominerende rolle i anden halvleg.

Den tilbagelænede og en smule arrogante tilgang fra AGF blev straffet efter præcis en times spil af Christian Greko Jacobsen, der kunne udligne til 2-1, og satte gang i et sandt målshow.

Aarhusianerne hankede op i sig selv, og blot tre minutter senere pandede Mortensen et indlæg på overliggeren. Den høje angriber kom først på det efterfølgende hjørnespark og snittede bolden til den bagerste stolpe, hvor Munksgaard kunne kaste sig ind i bolden og gøre det til 3-1.

Sønderjyske svarede igen fire minutter senere var det SønderjyskEs tur igen. Et frispark endte ved bagerste stolpe, hvor angriberen Dovbyk var helt fri og headede bolden i nettet til 3-2.

Blot et minut skulle der gå, før nettet igen blafrede i den anden ende. Igen var det Mortensen, der denne gang fik lagt en bold af, så han let kunne sparke bolden fladt ned i hjørnet til 4-2.

Chanceorgiet ville ingen ende tage, og det stank langt væk af flere mål. Men meget lig kampens generelle udvikling, var intet til at forudsige, og det blev ved de seks mål og en 4-2-sejr til AGF, som nu kan gå til landsholdspause med to Superliga-sejre i træk og en femteplads i rækken.

Se målene fra kampen herunder:

Publiceret 10 November 2019 16:16