Foto: Aarhus Letbane I/S/Jens Hasse, Chili Foto

Foto: Aarhus Letbane I/S/Jens Hasse, Chili Foto

Ejerne er ved at miste tålmodigheden:

Presset vokser på letbaneledelsen

Regionsrådsformand kræver en redegørelse fra Aarhus Letbane, og byrådspolitikere i Aarhus vil også se stabil drift. Letbaneformand lover stabil drift i løbet af 2020

Af
Marie-Louise Andersen og Jørgen Rye

JP Aarhus

Selv de største tilhængere er ved at miste tålmodigheden.

Keld Hvalsø (EL), formand for teknisk udvalg og medlem af bestyrelsen for Aarhus Letbane, er fortaler for letbanen, og han ser gerne mere letbane i Aarhus, men efter endnu en uge med problemer og aflysninger strammer han tonen:

»Vi har en letbane, hvor det saftsuseme er vigtigt, at passagerne kan regne med, at de kan bruge den til at komme i skole og på arbejde. Den regelmæssighed skal simpelthen på plads så hurtigt som muligt, for vi taber kunder hver eneste dag, når folk går forgæves,« siger Keld Hvalsø.

Jan Ravn Christensen, der er gruppeformand for SF i Aarhus Byråd og også medlem af letbanebestyrelsen, siger:

»Jeg forventer at få en plan for, hvordan man vil komme over de aktuelle problemer. Når problemerne med frost bliver løst, har jeg en forventning om, at driften bliver markant mere stabil,« siger han.

Aarhus Kommune ejer letbanen sammen med Region Midtjylland, og borgmester Jacob Bundsgaard (S) har mandag indkaldt letbaneformand Steen Stavnsbo og direktør Michael Borre til at forklare sig over for magistraten, der består af borgmesteren, fem rådmænd og tre magistratsmedlemmer.

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) har også sat letbaneledelsen under lup og bad onsdag om en skriftlig redegørelse:

»Nu får vi nogle redegørelser, og så vil vi drøfte med Aarhus Kommune, om der er behov for, at vi administrativt eller politisk fra ejernes side skal foretage os noget, eller om det som hidtil er letbanens ledelse, der skal arbejde videre med udfordringerne,« siger han.

Har du fortsat tillid til ledelsen?

»Indtil jeg har set redegørelsen, har jeg tillid til letbanens bestyrelse og ledelse, men jeg har bedt om en redegørelse for at vurdere, om man arbejder, som man skal, med de udfordringer, der er,« siger han.

Steen Stavnsbo, formand for Aarhus Letbane, forventer, at letbanen kører stabilt i løbet af næste år:

»Vi arbejder hårdt på at løse problemerne og forbedre kommunikationen, og jeg forventer, at der vil være stabil drift på letbanen i løbet af 2020,« siger han.

Hvad siger du, hvis politikerne ikke er tilfredse med det svar?

»Mit svar er det samme. Vi løser problemerne, så hurtigt det overhovedet kan lade sig gøre, men vi er afhængige af ventetid på levering af udstyr,« siger formanden, der i et interview med JP Aarhus giver sit syn på hele forløbet.

Publiceret 10 November 2019 13:32