Præsteklumme:

Dåb

Af
Lisbeth Damgren Højen

Ormslev

præsteklumme Jeg er lige kommet hjem fra endnu en dejlig søndagsgudstjeneste. Jeg har lagt præstekjolen, men gudstjenesten sidder i mig endnu. Musikken spillede. Solen skinnede. Og endnu et lille barn blev båret til døbefonten af sine forældre, mens forventningsfulde bedsteforældre, onkler, fastre, kusiner, fætre og familiens nærmeste venner så til. En stolthed og taknemmelighed blandede sig med en glæde over at barnet trives, som det skal, og at nu er det blevet tid for dåb, ligesom man plejer både i moderens og faderens familie, hvor familien er sammen og fester for livet. Forud er der ikke blevet talt meget om, om drengen skulle døbes eller ej. Ikke fordi familien ofte er i kirke. Men dåben og andre store begivenheder kalder på kirken. Det føles godt. Måske endda trygt.

Sådan er nyfødte børn blevet båret til døbefonden i Ormslev Kirke slægt efter slægt i hundredevis af år. Her er de med vand og med ord og med ånd blevet en del af Guds fortælling om tro og håb og kærlighed.

For mange er dåb en tradition. Men dåb er også at høre til og at høre sammen med. Høre til i den folkekirke, som i mange forskellige udgaver stikker op i vores landskab og som har en lang historie med det omkringliggende samfund. Høre til i den kirke, som fortæller historien om en gud, der elskede verden så meget, at han sendte sin søn for at lære os, hvad kærlighed er og som lover os, at være med os indtil verdens ende. Og dåben er at høre til i en fortælling, som var før os og som rækker længere end os, og som vi må se vores korte og til tider skrøbelige liv i. En fortælling om at være elsket uanset hvordan livet former sig.

De fleste, der bliver døbt, bliver døbt som små. Men de seneste årtier har flere forældre valgt at deres børn selv skulle bestemme – eller måske var der så meget andet der optog, at dåben blev udskudt og aldrig blev.

Hvert år er der flere, der bliver døbt forud for konfirmation. Men dåb er også en mulighed for andre aldersgrupper. Enhver kan henvende sig til sin sognepræst og blive døbt i den lokale kirke ved en søndagsgudstjeneste eller efter aftale med præsten. Fredag den 8. november kl. 16-19 er der også mulighed for at blive døbt i forbindelse med drop-in dåb i Fredens kirke. Muligheden er åben for alle.

Publiceret 09 November 2019 06:45