Præsteklumme: Velkommen!

Af
sognepræst i Risskov kirke

Susanne Kramer Madsen

præsteklumme "Hvis det er godt at blive anerkendt, er det dog bedre at blive budt velkommen…" Sådan sagde den tysk-jødiske forfatter og tænker Hannah Arendt, da hun takkede for modtagelsen af den amerikanske litterære pris; Emerson-Thoreau medaljen i 1968.

Ja, det bedste er nemlig at blive budt velkommen, og derfor rammer ordene mig i maven, for også jeg har igennem årene haft travlt med at være anerkendende – nærmest alle de steder, hvor det lod sig gøre – og også overfor mine nærmeste. For børnene derhjemme skulle anerkendes for deres præstationer, og dér har jeg overtaget et sprog fra daginstitutioner og fra skoleverdenen, men som årene er gået, er ordet anerkendelse blevet mere og mere skrøbeligt, goldt – klidfarvet.

For anerkendelsen gør os så sårbare, for selvom det naturligvis er skønt at blive respekteret for en indsats, så knyttes personen og indsatsen sammen i anerkendelsen. Der sker en værdiansættelse af dig og mig som mennesker, når vi anerkendes.

"Velkommen indenfor eller Velkommen hér" – en sådan velkomst kan vi ikke fortjene. Velkomsten næres af åbenhed og frimodighed, velkomsten er sin egen, og modsat anerkendelsen, så kan velkomsten ikke konverteres til en medalje, som dén Hannah Arendt modtog.

Når jeg vil høste anerkendelse bliver min forfængelighed en byrde, for dér bindes jeg til betydningen af, hvad jeg har klaret og opnået.

Velkomsten, den "lyder" ikke i kraft af, hvad vi har klaret eller præsteret. Velkomsten vil sætte os lige, og er ikke optaget af, hvad vi har klaret, eller hvor vi gav op.

En velkomst kan være meget mere end ord: et åbent blik, en fremstrakt hånd, en imødekommende gestus eller en mimik, som også tør leve med dén sårbarhed, som følger med et uforbeholdent velkommen til dét andet menneske.

Publiceret 09 November 2019 06:15