Præsteklumme: Mirakler

Af
sognepræst Simon Emil Koefoed

Brabrand-Aarslev

præsteklumme På søndag sker der et mirakel. Nu har jeg sagt det. I ser det ikke og mærker det ikke nødvendigvis på egen krop. Men det sker – det er der ingen tvivl om!

Det er underligt med undere og mirakler. Vi kan gå et helt liv og bede om mirakler. For dem der er syge. For dem der lider nød. For os selv og hinanden i prøvelsens time. Mange gange sker det aldrig, eller også sker det præcis, når vi ikke er til stede. Vi får det kun fortalt, at én på mirakuløs vis er blevet rask eller at nogle andre netop undgik katastrofen. Det var et mirakel! Men vi så det ikke.

Jesus siger: ”I tror kun, hvis I får mirakler og undere at se”, og det har han ret i. Det kan kræve en del af os at tro på mirakler – særligt dem, vi ikke selv ser. Måske kræver det mere end vi magter? Det er som om, vi lige skal vride vores hjerner og hjerter en ekstra gang for at sætte troen og håbet i spil. Det må kunne forklares på anden vis. Eller også var det bare en tilfældighed, siger vi.

Omvendt kunne man spørge, hvad faren er ved at tro på mirakler? Mister vi noget i livet ved at sætte håbet og troen i spil? Går vi glip af noget ved også at sætte vores lid til Gud?

At tro på mirakler fratager os ikke viden om livets årsagssammenhænge og logik. Men jeg tror, vi skylder Gud og livet også at åbne os for det underlige. Tage imod med ydmyghed og nysgerrighed. Skråsikkerhed har egentlig aldrig gjort nogen eller noget godt.

Publiceret 09 November 2019 06:30