Lars Løkke Rasmussen og Kirsten Jacobsen i venskabelig samtale foran 780 publikummer i Tivoli Friheden.

Lars Løkke Rasmussen og Kirsten Jacobsen i venskabelig samtale foran 780 publikummer i Tivoli Friheden. Foto: Mikkel Berg Pedersen/RitzauScanpix

Løkke tog hul på foredragsturné i Aarhus:

Talte for første gang - men sagde ikke noget

Nogen store åbenbaringer bragte den tidligere statsminister og hans forfatterveninde ikke til bordet ved det længe ventede foredrag

Af
Danni Paulsen

Det blev slået op som et "ærligt interview" og en mulighed for at få svar på de spørgsmål, pressen aldrig fik lejlighed til at stille.

Nok var det så ærligt, det nu en gang kan være, når en toppolitiker stiller sig frem som fortæller, men nogen interessante svar fik man aldrig, og noget interview var det bestemt ikke.

Onsdag aften skød Lars Løkke Rasmussen og forfatteren Kirsten Jacobsen gang i foredragsturnéen 'Befrielsens Øjeblik 2' refererende til den fælles samtalebog 'Befrielsens Øjeblik', de udgav under valgkampen.

Det foregik foran 780 tilhørere i Tivoli Frihedens Hermans, og havde man brugt lidt over 300 kroner af sine surttjente penge på billetten i håb om at få et helt særligt indblik i dansk politik og den sande historie om Lars Løkke Rasmussens tabte formandskamp i Venstre, så blev man slemt skuffet.

Statsmandssvar

Foredraget var i bund og grund en udvidet udgave af de tandløse, intetsigende og stærkt kritiserede interviews, Løkke gav til sendefladeryddende DR og TV2 et par uger efter, han havde takket af som Venstres formand og sneget sig ud af en terrassedør til hovedbestyrelsesmødet i Brejning.

"Jeg fik et vink med en vognstand på forretningsudvalgsmødet dagen forinden og havde på forhånd besluttet, at det ville ende med, at jeg gik ud af den terrassedør. Min mor har lært mig, at kan man ikke sige noget godt om andre, så skal man ikke sige noget. Og på det tidspunkt havde jeg ikke så meget pænt at sige," lød det fra Løkke om det mærkværdige forsvindingsnummer.

Slipset var lagt væk og skjorten knappet op, men Løkke var - bortset fra et par befriende bandeord og sin velkendte joviale facon - lige så afmålt og statsmands-agtig i sine svar, som han hele tiden har været. Og Kirsten Jacobsens åbne og altid ufarlige spørgsmål kradsede ingenlunde i politiker-overfladen.

Ikke vild med pressen

Heller ikke den "hemmelige gæst", hun havde inviteret, i form af stifter og direktør i Aarhus Universitets Constructive Institute, Ulrik Haagerup, kunne sætte fut i foredraget. Tværtimod.

Den tidligere DR-chefredaktør og -nyhedsdirektør ville have Løkke til at indrømme, at det var en fejl at beskære DR med 20 procent, men det havde han ikke held med. Løkke (tidligere Pressens Minister) og Haagerup (rejsende i konstruktive nyheders lyksaligheder) brugte i stedet tiden sammen på at nikke til hinanden og udveksle venskabelige skulderklap, mens de bekræftede hinanden i, at pressen er for kritisk, sensationssøgende og konfliktliderlig.

Lars Løkke Rasmussen lagde i det hele taget ikke skjul på sin presse-irritation, men undlod samtidig behændigt at tage del i samtalen, da Ulrik Haagerup pointerede, at politikerne også bruger meget tid på at tale sensationer og konflikter op i pressen, og at andelen af konkurrent-smuds lusket under døren til medierne er steget betragteligt i de år, Løkke har haft sin storhedstid.

Hverken det, eller noget andet, gav forfatter - og journalist - Kirsten Jacobsen anledning til kritiske spørgsmål, og det er måske ikke så underligt hendes rolle taget i betragtning.

Bog var bevismateriale

Under foredraget fortalte Løkke, at det var ham, der i maj tog fat i Kirsten Jacobsen for at skrive bogen, i hvilken Løkkes ambition om et regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet kom frem.

"Jeg skulle kunne bevise, når valgkampen kom, at der her ikke bare var noget, jeg lige havde fundet på. Det var ikke noget, der var opfundet til lejligheden, fordi vi stod til at miste magten, men noget, jeg havde tænkt på meget længe," fortalte Løkke, uden han eller Jacobsen dog kom ind på, hvordan de havde koordineret indholdet og udgivelsen i forhold til valgkampen.

Den tand- og indholdsløse seance i Hermans blev afsluttet med fire publikumspørgsmål, der var markant bedre, end hvad foredragets hovedpersoner i halvanden time hidtil kunne præstere.

Her fortalte den tidligere statsminister, at han ikke havde meget godt at sige om Donald Trump, bortset fra at den amerikanske præsident har en halvt-dansk svigerdatter.

"Altså... Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Han har bragt flere fornuftige og vigtige ting på banen, men jeg synes, han griber tingene for vulgært an. Han spiller lidt for firkantet," forklarede Løkke.

Færdiggør valgperioden

Et af de store spørgsmål, mange søger svar på, er hvad Lars Løkke Rasmussen nu skal tage sig til. Det ville en spørger også gerne vide, men det blev ikke i Hermans, at Venstre-politikeren afslørede, om fremtiden indebærer et nyt parti, en topstilling i det private eller noget helt andet.

"Jeg synes faktisk, jeg er mit mandat værdigt med over 40.000 personlige stemmer ved valget, og jeg har tænkt mig at blive i Folketinget. Men jeg har også arbejdskapacitet til mere end at møde ind på Christiansborg 100 dage om året, så jeg har ikke tænkt mig 'bare' at være folketingsmedlem. Jeg forestiller mig, at jeg også skal lave andre ting," lød det kryptisk.

Kirsten Jacobsen sluttede foredraget med at sige, at følte man ikke, man fik svar på det, man havde håbet, så kunne man være mere heldig i en af de 11 andre byer, duoen gæster. Men det skal man, bedømt på premieren i Aarhus, nok ikke gøre sig store forhåbninger om.

Om makkerparret så turede samtlige Margueritrutens 4.218 kilometer og gjorde foredragsstop ved hver en lille flække, så ville offentligheden næppe få et større indblik i Lars Løkke Rasmussen som menneske og politiker.

Publiceret 07 November 2019 00:25