Ib Jensen, fællesrådsformand for Sabro-Fårup, kæmper for lysregulering ved T-krydset mellem Viborgvej (til venstre) og Sabrovej.

Ib Jensen, fællesrådsformand for Sabro-Fårup, kæmper for lysregulering ved T-krydset mellem Viborgvej (til venstre) og Sabrovej. Arkivfoto: Louise Nyvang Burmeister

En læser får svar:

"Hvorfor skal nogen slås ihjel, før der sker noget?"

Flere læsere og borgere i Sabro er bekymret for at køre i krydset ved Sabrovej og Viborgvej, og de undre sig over, hvorfor der ikke kommer en lysregulering

Af
Anders Michaelsen

TRAFIK Det er udenfor myldretiden en sen lørdag formiddag, og Bodil Smidt sidder i sin bil på vej ad Sabrovej. Hun er på vej ind mod byen og holder ved T-krydset for enden af Sabrovej ud til den trafikerede Viborgvej.

"Der kommer ingen fra højre, og én bil fra venstre, men den er langt væk," fortæller Bodil Smidt. Hun drejer med ro i sindet til venstre, da en bil længere nede, end den hun har set, trækker over i hendes spor for at overhale - på trods af optrukne streger og fartbegrænsning.

"Han kom med 100 kilometer i timen mod mig. Det var centimeter fra at gå galt. Jeg tænkte ikke ret meget, men hjertet sad oppe i halsen på mig. Man når ikke at tænke så meget, og så sidder man bagefter og tænker; 'der var du tæt på at tage billetten."

Bodil Smidt får drejet og afværget situationen. Bilerne rammer ikke, men hun er overbevist om, at et lysregulering ved T-krydset kunne have afværget hendes situation, og hjulpet hende sikkert ud på vejen, også selvom der altid vil være folk, der kører for stærkt.

"Hvorfor skal nogen slås ihjel, før der sker noget?" Sådan spørger en frustreret Bodil Smidt fra Sabro, der har haft det, man kan kalde en lige ved og næsten oplevelse med krydset. Og hun er ikke den eneste.

Ikke noget nyt problem

Flere læsere og borgere har skrevet ind eller er mødt op på parkeringspladsen ved Dagli' Brugsen i Sabro for at fortælle her til avisen om deres bekymringer med krydset. For mange er det især om morgen og eftermiddagen, det er svært at komme ind og ud af krydset på grund af voldsom trafik på Viborgvej, og så er der dårlige oversigtsforhold. Og det er ikke nyt. I mere end 10 år har de i Sabro ønsket lysregulering i T-krydset ved Sabrovej og Viborgvej. Sidste år kunne Sabro-Fårup fællesrådsformand, Ib Jensen udtale til Lokalavisen Aarhus, at: "Der er sket lige præcis nul. Intet."

Siden er der dog sket lidt. Kommunen bakker fællesrådet op om et lyskryds og sendte i starten af oktober i år en anmodning til Vejdirektoratet om at få lysregulering på stedet. I anmodningen begrunder kommunen sit ønske, med 'at krydset er plaget af flere uheld, end hvad der kan forventes på en tilsvarende lokalitet', og hvor der de seneste fem år er sket fem politiregistrerede uheld.

Heraf har to af uheldene været vigepligtsuheld i forbindelse med venstresving ud fra Sabrovej, mens to andre har været harmonikasammenstød eller bagendekollisioner – formentlig på grund af venstresving ind mod Sabrovej.

Der er dog ikke sket nok ifølge fællesrådsformand Ib Jensen, der betegner krydset som et, man skal have en vis dødsforagt for at køre ind og ud af. Pilen peger på Vejdirektoratet, mener han.

"Der er ikke sket noget. Det, der også ligger i det, er, at der lavet en ny linjeføring til rute 26 (Viborgvej) tilbage i 2014, som går udenom Sabro, og den linjeføring venter man på, at der bliver bevilliget penge til. Og den begrundelse - at der kommer en ny vej - skubber Vejdirektoratet alt ind under, når de ikke prioritere det lyskryds. Men en ny vej der, har sådan set været på tale i 50 år, mens vi venter på der sker noget," siger Ib Jensen.

Ikke kritisk nok

Hos Vejdirektoratet afviser man, at en venten på en ny vej skulle ligge til grund for det manglende lyskryds.

"Vi kigger på de aktuelle situationer, og der har indtil nu ikke været tilstrækkeligt grundlag til at udpege stedet som særligt uheldsbelastet," fastslår Mette Bentzen, afdelingsleder i Vejdirektoratet og tilføjer:

"Vejdirektoratets rolle er at analysere og udpege uheldsbelastede strækninger og punkter på statsvejnettet. Vi har ikke midler til at gennemføre projekter. Finansiering sker gennem prioriteringer og forhandlinger hos Transportministeriet."

Som det ser ud nu, er en lysregulering ved Viborgvej og Sabrovej ikke prioriteret. Det er ifølge Mette Bentzen en samfundsmæssig beregning af, hvor staten får mest for deres penge. På den måde kommer krydset i konkurrence med mange andre steder.

"Vi vurderer uheldsbilledet her i forhold til tilsvarende steder og analyserer på femårige perioder. Og her har der i perioden fra 2014 til 2018 ikke været noget grundlag for, at der skal gøres noget her og nu i forhold til mange andre strækninger. Og som det er lige nu, er det ikke et af de steder, vi har på vores liste. Vi følger dog løbende med i, hvordan uheldsbilledet og trængslen er i og omkring krydset," siger Mette Bentzen og tilføjer, at man som trafikant eller borger er velkommen til at henvende sig, hvis man gerne vil give sine betragtninger om krydset til Vejdirektoratet.

Publiceret 07 November 2019 08:00