Kamilla Sigh elsker julen, og har lavet sin egen Aarhus-julekugle.

Kamilla Sigh elsker julen, og har lavet sin egen Aarhus-julekugle. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Nu kan Aarhus komme til at hænge på juletræet:

"Jeg er en gal juloman"

Kamilla Sigh fra Brabrand har skabt en julekugle med 11 motiver fra Aarhus

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

jul Det er godt nok ikke helt december endnu, men julepynten begynder dog at dukke op i større eller mindre grad. Et af de steder, hvor der altid er fokus på jul og især julekugler, er hos Kamilla Sigh i Brabrand.

Godt nok er julekuglerne endnu ikke hængt op eller lagt frem i hjemmet, men på hendes virksomheds hjemmeside sighs.dk er der jul året rundt. Og i år bliver en lidt særlig en af slagsen. Hun har nemlig fået produceret en Aarhus-julekugle med 11 af de seværdigheder og bygninger, der har en særlig betydning for hende, og som samtidig symboliserer både det nye, det moderne, det gamle og det smukke ved Smilets By ifølge Kamilla.

På Aarhus-julekuglen er der 11 seværdigheder og attraktioner fra Smilets By.

På Aarhus-julekuglen er der 11 seværdigheder og attraktioner fra Smilets By. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

"Jeg har altid været vild med jul - det har jeg arvet fra min mor. Hver gang jeg har været på ferie, har jeg altid taget en julekugle med hjem som minde. Jeg er en gal "juloman." Jeg har brugt mange timer på at kigge efter julekugler på nettet, og min mand spurgte mig, hvorfor jeg egentlig ikke selv begyndte at sælge dem. Først tænkte jeg - det kan jeg ikke, men jo, det kan jeg faktisk godt. Jeg startede min hjemmeside sighs.dk for to år siden, og har solgt skøre og sjove julekugler lige siden," siger Kamilla Sigh.

Hun er født og opvokset i Brabrand, men har været et smut i København i en årrække, og da hun kom retur til Aarhus sammen med sin mand, kunne hun ikke finde et arbejde. Sammen med familien startede hun RadonDanmark, men hun manglede noget passion i sit arbejdsliv, og det blev så til sighs.dk.

Aarhus på træet

I december sidste år fik hun ideen til at lave en julekugle med Aarhus. Andre storbyer ude i verden har en, men i Aarhus fandtes der ikke en. Hun gik derfor i gang med at undersøge mulighederne, og selv om hun rendte panden mod en mur flere gange, så har hun nu fået Aarhus-julekuglen til salg på webshoppen.

Især ét af de 11 steder på julekuglen har en særlig betydning for 45-årige Kamilla.

"Gavlmaleriet Objekt i Nørrebrogade symboliserer Aarhus Å, og det er der ikke mange, der ved, men det fortalte min far mig, og jeg synes, at det er et af de smukkeste ting i Aarhus," siger Kamilla Sigh, der selv pointerer, at hun kunne have valgt alle mulige forskellige steder og attraktioner til julekuglen, men at hun synes, at hun har landet en god kombination.

Flere kugler

Til at begynde med fik hun produceret 300 Aarhus-kugler, men hun har nu sat endnu flere i produktion, da den er blevet taget rigtig godt imod af aarhusianere og turister.

"Jeg har været på markedet på Ingerslevs Boulevard, og folk synes, at den er fin. det er fedt at få respons fra ærke aarhusianere. Jeg er stolt over, at jeg har fået skabt Aarhus-kuglen, og at folk er så glade for den," lyder det fra Kamilla, der til jul har hele huset fyldt med julekugler, og gæstetoilettet er én stor julekugle.

Hun drømmer om, at hun kan komme til at leve af at sælge julekugler, og en af drømmene går på, at der skal laves by-julekugler til Odense, Aalborg og København, og gerne i den nævnte rækkefølge, da hun tænker, at københavnerne i forvejen har så meget.

Men drømmene stopper ikke her, hun har nemlig et håb om, at hun får en fysisk butik, kan skabe flere selvdesignede julekugler, og at hun kan sælge andre nicheprægede ting.

Julekuglen

  • Julekuglen er skabt i mundblæst glas i Polen og er håndmalet
  • De 11 steder, man kan se på julekuglen, er:
  • Regnbuen i Aros, Den Uendelige Bro, Badeanstalten Spanien, Den Gamle By, garder på Marselisborg Slot, Isbjerget, letbanen, Moesgaard Museum, rådhuset, det gamle vandtårn på Randersvej og gavlmaleriet Objekt af Aarhus Å, Nørrebrogade
  • Man kan købe kuglen hos Kristian F. Møller, Galleri Lyrum, Grün i Jægergårdsgade og selvfølgelig på sighs.dk
  • Hun har 500 forskellige julekugler på sit site
  • Aarhus-kuglen koster 369 kroner

Publiceret 03 November 2019 07:00