Fotocollage: Steen Brogaard / Screendump fra LinkedIn

Aarhusiansk folketingsmedlem:

Her er min lønseddel

Mona Juul har på LinkedIn delt et billede af sin seneste lønseddel, som har fået tæt på en million visninger

Af
Jonas Wrede Hansen

En bruttoløn på 56.741 kroner. Det var, hvad der stod på det konservative folketingsmedlem Mona Juuls seneste lønseddel. I et opslag på det sociale medie LinkedIn har Mona Juul, der bor i Horsens, men blev valgt ind i Folketinget som spidskandidat i Aarhus, delt et billede af lønsedlen, og det har vakt opsigt. Tæt på en millioner visninger har opslaget fået på ti dage.

(Artiklen fortsætter under opslaget)

Mona Juul oplyser til B.T, at hun ikke valgte at lave opslaget, fordi hun ville klage over sin løn, men simpelthen med den simple årsag at vise offentligheden, hvor meget hun tjener.

"Der er meget langt til Christiansborg af og til. En af grundene til, at jeg er gået ind i politik, er at sikre nærvær og øjenhøjde," siger hun til B.T og fortsætter:

"Det er vigtigt for mig at vise, at det hele ikke er poleret, og fortælle om andet end politiske budskaber, fordi der er så megen politikerlede, og fordi så få er medlem af et parti."

Faktisk behøver man ikke følge Mona Juul på LinkedIn for at holde øje med, hvor meget landets folketingsmedlemmer tjener. På Folketingets hjemmeside er det ganske nemt at læse mere om de folkevalgtes løn, som kaldes for vederlag.

Mona Juul blev desuden valgt til Folketinget ved valget i juni med 3.846 personlige stemmer.

Det tjener folketingsmedlemmer

  • Folketingsmedlemmerne får et vederlag for deres arbejde i Folketinget. Vederlaget består af et grundvederlag og et omkostningstillæg. Ifølge valgloven er medlemmerne forpligtet til at modtage grundvederlaget og omkostningstillægget. De kan altså ikke fravælge vederlaget for deres arbejde. Det er også valgloven, der bestemmer størrelsen på vederlagene.
  • Grundvederlag pr. 1. april 2019: 56.494,17 kroner
  • Omkostningstillæg til medlemmer med bopæl i Danmark: 5.188,50 kroner
  • Omkostningstillæg til medlemmer valgt i Grønland og på Færøerne: 6.918 kroner

Kilde: Ft.dk

Publiceret 28 October 2019 15:20