Det er tanken, at der skal være to 'irregulære' shelterhuse på shelterpladsen.

Det er tanken, at der skal være to 'irregulære' shelterhuse på shelterpladsen. Skitse fra bilag til høring om shelterplads i Tranbjerg. Skitse: Aarhus Kommune

Shelterplads i Tranbjerg sendt i høring hos naboer

Ny shelterplads tæt ved spejdergrupperne i Tranbjerg har været i høring hos naboerne

Af
Jeppe Rafn

Naboer til en ny shelterplads i Tranbjerg modtog for nylig en orientering om, at Aarhus Kommune og Tranbjerg Fællesråd ønsker at etablere en shelterplads i en skovlysning lige syd for Jegstrupvej og vest for Skovgårdsvænget.

Tranbjerg Fællesråd har som tidligere omtalt i Lokalavisen foreslået dette sted, efter at to andre placeringer af shelter i Tranbjerg er blevet afvist.

De nærmeste naboer til shelterpladsen er de to lokale spejdergrupper Tranerne og 1. Tranbjerg, der begge gerne vil bruge shelteret og være med til at vedligeholde det og holde opsyn.

Til gengæld gav flere lokale beboere ved et borgermøde i sommer udtryk for bekymring for at få en shelterplads som nabo. Bekymringen gik på støj og risikoen for, at shelteret vil blive brugt af misbrugere og lignende, der ikke har booket det.

"Det er ikke vores erfaring, at der er problemer på vores shelterpladser, og lige netop det her projekt er der rigtig mange, der gerne vil. Spejderne lige ved siden af vil både bruge det og holde øje, ligesom fællesrådet og Natursamarbejdet, så det er svært at forestille sig, der vil komme de helt store problemer," siger Kristina Friis Simonsen fra Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, som er arkitekt og projektleder på shelterpladsen i Tranbjerg.

Godt sted i ny skov

Ifølge projektlederen er det ikke kun nærheden til spejderne, der gør placeringen optimal.

"Det er et rigtig spændende sted i en ny skov, som giver os mange muligheder at arbejde med. Vi kan for eksempel sætte lange borde op udenfor og plante frugttræer og på den måde lave et område, hvor man kan nyde naturen, og hvor daginstitutioner med flere kan tage på udflugt. Det er et fint område med potentiale, og det er nemt at komme til for handicappede med parkeringspladser i nærheden," siger Kristina Friis Simonsen.

Netop handicapvenligheden har høj prioritet i den nye shelterplads, som skal kunne benyttes både af handicappede, der bruger kørestol, og ikke-handicappede.

Utraditionelle shelterhuse

Shelterpladsen er stadig på skitseplan, men det er tanken, at der skal være to shelterhuse, som ligger overfor hinanden med en bålplads i midten: En 'dobbelt' shelter med plads til omkring otte personer og en enkelt med plads til fire personer. Hvis det er børn, vil der være plads til flere.

De to shelterhuse skal efter planen ikke være helt traditionelle firekantede shelters, men bliver lavet på en måde, der giver mulighed for forskellige grader af privathed alt efter, hvor man opholder sig.

"Vi har leget lidt med det traditionelle shelterhus, som vi for eksempel har i Lisbjerg, som er en firkantet kasse med et skråt tag. Disse shelterhuse er ikke så regulære. Det giver nogle andre rummeligheder og mulighed for at putte sig, hvis man har behov for privatliv," fortæller projektleder Kristina Friis Simonsen.

Udgangspunktet er høj tilgængelighed for folk med handicap, og bålstedet tænkes indrettet i højden, så folk i kørestol kan komme tæt på og røre i gryden med en ske.

Udover de to shelterhuse er der ønske om at lave et primitivt skovtoilet i nærheden, som også skal kunne bruges af kørestolsbrugere.

Høring i to uger

De cirka 40 nærmeste naboer til den påtænkte shelterplads blev 7. oktober orienteret om planerne og havde frem til 21. oktober til at komme med kommentarer og indsigelser til projektet.

Derefter vil kommentarerne blive behandlet, inden kommunen træffer endelig afgørelse om shelter eller ej. Området er udlagt som fredskov, så derudover skal man have en dispensation for at få lov til at opføre en shelterplads.

Publiceret 23 October 2019 08:00