Præsteklumme: Hvad har vi egentlig til fælles?

Af
sognepræst i Vejlby Kirke

Kåre Egholm Pedersen

præsteklumme Da man i 90’erne begyndte at tale om etik, var der kloge folk, der bemærkede, at den stigende interesse for etik i virkeligheden var et tegn på abstinenser. Samfundet, de store virksomheder og skolen i særdeleshed havde i lang tid undervurderet det nødvendige i at forholde sig til det etiske, det vil sige det, der holder mennesker sammen, limen i vores samfund, den indbyrdes solidaritet og dækken hinanden ind. I dag 20 år efter taler vi hellere om fællesskabet, men i grunden er det samme mekanisme, der er på spil: fordi de store fællesskaber er under pres, taler vi mere og mere om, hvordan vi bedst kan bevare dem. Og skønt den samtale er nødvendig, er den ikke altid lige opmuntrende, for der er mange om buddet. Godt hjulpet på vej af de sociale medier, kan vi jo blive uenige om hvad som helst. Der er snart ikke den ting, der ikke på et splitsekund kan politiseres og dermed skabe anledning til yderligere samfundsmæssig fragmentering. Hidsige identitetspolitiske debatter om køn, seksualitet, race, håndtryk og højskolesange fyger omkring os. Hvis man er i tvivl om, hvad jeg tænker på, så se blot et afsnit af Debatten eller læs en følelsesladet debattråd på facebook til ende. Nogle gange skulle man tro, at vi ikke bor på den samme planet. Det kan ligge lige for at tænke: hvad har vi egentlig til fælles længere? Ikke engang herrelandsholdet i fodbold, som førhen gav os en slags fællesskabsfølelse, kan vi følge på de landsdækkende kanaler. Er det blevet vigtigere for DBU at tjene penge, end at landsholdets kampe kan ses af folket?

Der er selvfølgelig noget, vi deler, ellers hører al sund fornuft jo op. Af samme grund er bestræbelsen på at kvalificere dette ”noget” lige så uomgængelig, som den er svær. Et stærkt forsøg på at indkredse det, vi er fælles om, har jeg fundet i poetisk form i Højskolesangbogens nr. 125 ”Vi har kun én sol”. Den er skrevet i 1978 af Helge Severinsen, som i øvrigt var provst i Aarhus Nordre provsti fra 86-96. I løbet af sangens 6 strofer bevæger teksten sig fra universet og skabelsen (1) til jorden med naturen (2), landet med dets historie (3) og det enkelte menneske med dets håb og fortvivlelse, smerte og lyst (4 og 5).

Vi har kun én sol, én jord, ét land, én død og ét liv. Det hele er beskrevet i et nøgternt og dog poetisk sprog og med en understregning af, at det hele, det nære, det fjerne, det fortidige og det nutidige er dit og mit det vil sige. de syngendes liv og ansvar. Sangen finder hvile i sidste strofe (6) med henvisningen til den ene Gud, som skænker mod og kraft og kærlighed til at bære dette næsten uoverkommelige men dog alligevel dybt meningsfulde ansvar. Kunne det tænkes, at nutidens krise i det store fællesskab har noget med troen på denne ene Gud at gøre?

Den slags sange om det, vi deler eller gerne skulle være fælles om, synges ikke mere - med mindre nogen tager dem frem, støver dem af og lukker dem op. Tiden er moden til det. Folk vil gerne synge, hvilket de mange sangarrangementer rundt omkring i landets sognegårde, biblioteker, borgerhuse og koncertsale vidner om. Man kan synge om det, man elsker og om det, man længes efter. Man kan også synge med på det, man ikke er enig i og om det, man ikke forstår. Men når sangen lyder, er man fælles om noget, og det er da altid en begyndelse.

Publiceret 19 October 2019 06:00