Pressefoto.

Garanti for orgasme:

Klitoris-stimulator storhitter hos aarhusiansk leverandør af sexlegetøj

En svensk tv-dokumentar har fået interessen og salget af lufttryksvibratorer til at stige markant. Det har de især bemærket hos den aarhusianske webshop Sinful, der sælger det særlige sexlegetøj

Det har skabt stor forargelse og debat i Sverige, at den landsdækkende public service tv-station SVT for nylig viste dokumentaren ’Orgasmgarantin'. Den handler om en række kvinder, der meget ærligt fortæller om deres oplevelser med lufttryksvibratorer, som er en særlig klitorisstimulator.

Men efter dokumentaren rullede over skærmen denne måned i de svenske stuer, er salget af det særlige sexlegetøj simpelthen eksploderet i Sverige. Det har fået flere til at anklage tv-stationen for at lave skjult reklame for produktet, skriver flere svenske medier, heriblandt Expressen og Aftonbladet.

Den aarhusianske leverandør af sexlegetøj Sinful, der holder til i Højbjerg, har i den grad også bemærket, at lufttryksvibratorer pludselig er kommet på alles læber i Sverige. I første halvdel af oktober er salget af lufttryksvibratorer således fordoblet sammenlignet med hele september måned, oplyser Sinful i en pressemeddelelse.

”En lufttryksvibrator, eller klitorisstimulator, som vi kalder det, er absolut et af vores bedst sælgende produkter. Den omslutter nærmest klitoris uden direkte berøring og den pulserende stimulation føles enormt intens. Vi hører fra rigtig mange kvinder, der ikke troede, de skulle opleve en orgasme, men det gør de med den her type produkt,” fortæller Mathilde Mackowski, medejer hos Sinful, og fortsætter:

”Det er fantastisk, at der kommer fokus på kvinders nydelse og orgasmer, og at vi er begyndt at tale frit om onani og ligefrem anbefaler klitorisstimulatorer til hinanden. Det er med til at aftabuisere brugen af sexlegetøj, og gør det moderne at tage hånd om sin seksualitet.”

En lufttryksvibratorer fungerer på den måde, at den stimulerer kvindens klitoris ved hjælp af pirrende, pulserende trykbølger. En af de førende producenter af legetøjet er faktisk så sikker på, at produktet giver kvinder orgasme, at de lover pengene retur, hvis det ikke er tilfældet.

jwh

Publiceret 17 October 2019 08:00