Claus Krogh, ansvarshavende chefredaktør for Politikens Lokalaviser

Claus Krogh, ansvarshavende chefredaktør for Politikens Lokalaviser

Chefredaktørens klumme:

Aarhus er ikke bare 8000 Aarhus C

Claus Krogh roser rådmand Bünyamin Simsek for ikke kun at koncentrere sig om den centrale del af Aarhus

"Den nuværende kommuneplan har for ensidigt fokus på byfortætning og udvikling langs akserne ved letbanen, for vi skal også fremover udvikle uden for ringgaden og ringvejen".

Således stod der at læse i en artikel i JP Aarhus den 4. oktober. Citatets ophavsmand er rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Bünyamin Simsek (V). Det, synes jeg, er en udtalelse, der er værd at bide mærke i.

Årsagen, til at jeg synes, at Simseks udtalelse er markant, er, at det endelig tyder på, at der er ved at være en begyndende politisk forståelse for, at Aarhus ikke bare skal udvikle sig via store, flotte, prestigefyldte kæmpebyggerier på Aarhus Ø og andre steder inden for ringgaden. Aarhus er mere og meget andet.

Ydermere skrev Simsek følgende på sin Facebookprofil i sidste uge:

"5.200 skatteborgere flyttede fra Aarhus i 2017 i aldersgruppen 28-66 år. 15 procent kunne fastholdes, ca 750 mennesker. Gode skatteborgere som flytter, fordi der ikke er parcelhusgrunde, men kun lejligheder i midtbyen til dem. Det skal stoppes, og derfor kommer der flere parcelhusgrunde til salg i Aarhus de kommende år".

Man kan ikke andet end sende en applaus i rådmandens retning og glæde sig over, at han vil udvikle hele kommunen og ikke bare 8000 Aarhus C.

Så langt, så godt. Men nu skal der så handling på bordet. Byrådet skal i løbet af 2021 vedtage den nye kommuneplan. Det bliver interessant at følge debatten og se, hvordan Simsek vil holde fast i, at hele Aarhus skal udvikles. Venstre er i traditionel politisk forstand et oppositionsparti i byrådet. I opposition til borgmester Jacob Bundsgaard (S) og borgmesterens støttepartier.

Det virker bare ikke altid som om, at Venstre i byrådet reelt er i opposition til Socialdemokratiet. Det er i hvert fald yderst sjældent, at man stemmer imod større aftaler - som en kommuneplan eksempelvis er. Sikkert udfra en betragtning om, at man hellere vil søge indflydelse ved at være med end ved at stå udenfor. Men hvad nu, hvis den del af byrådet, som sidder med den reelle magt, ikke har de samme ønsker, som Simsek giver udtryk for ovenfor? Vil han så for en gang skyld stemme imod og undlade at være med i en bred aftale?

Det bliver spændende at følge og du - kære læser - kan helt sikkert læse mere om det her i spalten i den kommende tid.

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende chefredaktør

Publiceret 16 October 2019 07:56