E&P Huset i Gellerupparken skal alligevel ikke lukke. Kommunen og Brabrand Boligforening har fundet en løsning.

E&P Huset i Gellerupparken skal alligevel ikke lukke. Kommunen og Brabrand Boligforening har fundet en løsning. Foto: Claus Bonnerup/ Ritzau Scanpix

E&P Huset er reddet:

En medarbejder genansat

Informationshuset i Gellerupparken bliver alligevel ikke lukket pr. 31. oktober. En medarbejder, der ellers var opsagt, har fået sit job igen

Af
Louise Nyvang Burmeister

Rundvisninger, plancher og forklaringer om kommunens storstilede Helhedsplan i Gellerupparken får lov at leve videre.

Det lukningstruede informationshus E&P Huset, som Aarhus Kommunen og Brabrand Boligforening står bag, har nu genansat en medarbejder og lukker dermed ikke pr. 31. oktober.

Det oplyser lederen af Aarhus Kommunes Gellerupsekretariat, Per Frølund.

"Vi har sikret os, at huset fortsætter ved nu at trække en opsigelse tilbage," siger Per Frølund til Lokalavisen Aarhus.

Informationshuset opsagde ellers dets tre medarbejdere for nylig, og Brabrand Boligforenings direktør Keld Laursen kaldte fyringerne 'stærkt ubehagelige og stærkt beklagelige', men understregede samtidig, at man arbejdede på at finde en løsning.

Ifølge Per Frølund er planen nu at flytte E&P Huset længere ned af Karen Blixens Boulevard til en placering ved Nordgårdhallen.

"Vi forventer, at det bliver placeret ved Nordgårdhallen. Det er det, vi arbejder på lige nu. For vi vil rigtig gerne bevare det," siger han.

Det er endnu uvist, om også de to andre medarbejdere ved E&P Huset kan se frem til en snarlig genansættelse.

"Vi arbejder på, hvordan den fremtidige organisering skal se. Nu har vi i hvert fald sikret os, at huset ikke lukker," siger Per Frølund.

E&P Huset er sponsoreret af entreprenørfirmaet Enemærke og Petersen, og Aarhus Kommune har givet et driftstilskud på en million kroner årligt. Det fremgår af et bilag til 'Økonomisk Overblik over Aftale om udsatte boligområder' fra juni 2019. Kommunen har derudover afsat en million kroner til flytning af E&P Huset i 2019 og forudser en merudigft på 400.000 kroner årligt over de kommende fire år.

FAKTA: E&P HUSET

  • Oprindeligt hed E&P Huset Instant One. Det røde cirkelformede aktivitets- og informationshus er bygget af skibscontainere og er lige nu placeret ved Karen Blixens Boulevard, ved siden af Gellerupbadet. Tanken har været, at huset, der nemt kan flyttes, skulle placeres et andet sted i Gellerupparken, når byggeriet af det nye Sports og Kulturcampus går i gang.

Publiceret 15 October 2019 10:57