Mikkel Christiansen er glad og stolt over, at hans virksomhed er blevet belønnet med Gazelle-prisen.

Mikkel Christiansen er glad og stolt over, at hans virksomhed er blevet belønnet med Gazelle-prisen. Privatfoto

Arbejdstøj er hans arbejdsliv: Jeg har selv knoklet i det

Malling-virksomhed har succes med at sælge arbejdstøj og er blevet belønnet med en Gazelle

Af
Jeppe Rafn

Virksomheden Pro-Dress.com er blevet belønnet med Børsens Gazelle. Det er en pris, der uddeles til virksomheder, som fire år i træk har haft vækst og i løbet af de fire år mindst fordoblet sin omsætning.

"Det er ret blæret som ung virksomhed at få den pris, så det er jeg megastolt over," fortæller Mikkel Christiansen, som etablerede Pro-Dress.com i 2012.

Pro-Dress.com sælger professionelt arbejdstøj og anden beklædning fra en lang række leverandører til virksomheder og butikker. Mikkel Christiansen startede i Beder, hvor han bor, men flyttede et par år senere sin virksomhed til Malling, hvor den holder til på en landejendom lidt udenfor byen. Her deler Pro-Dress.com kontor og lokaler med Whølk Holding, der for nogle år siden skød penge i Pro-Dress.com og i dag er hovedinvestor.

Pro-Dress.com omsætter for et 'tocifret' millionbeløb om året, og har i dag fire medarbejdere inklusive indehaveren.

"Det er lokale medarbejdere, og det er fedt at være med til at skaffe arbejdspladser til lokalområdet," fortæller Mikkel Christiansen.

Knoklet i arbejdstøj

Han er 40 år og oprindeligt uddannet klejnsmed. Han arbejdede i nogle år som rejsemontør, inden han kom i butik og begyndte at arbejde med arbejdstøj.

"Jeg har selv svejset, knoklet, svedt og slidt arbejdstøj i stykker, så jeg ved, hvad det betyder at have noget rigtigt fedt arbejdstøjda. Vi lægger stor vægt på at sælge topkvalitetsprodukter," siger Mikkel Christiansen.

"Vi leverer blandt andet arbejdstøj til politiet, Arbejdstilsynet, svejsevirksomher, tømrere, murere, efterskoler og klubber, der gerne vil have profiltøj med logo. Ingen er for små, og vi har nu også udvidet med fritidstøj, sportstøj, løbetøj, cykeltøj, golftøj og jagttøj. Vi prøver hele tiden at bygge på."

Pro-Dress.com laver aftaler med firmaer om salg af arbejdstøj, men i dag kommer hovedparten af omsætningen fra direkte salg på webshoppen, fortæller Mikkel Christiansen.

Og det er ikke kun danskere, som køber arbejdstøj. Det internationale navn betyder, at virksomheden i Malling dukker op på udenlandske søgemaskiner, og Pro.Dress.com har til dato leveret arbejdstøj til 14 lande.

Pro-Dress.Com har solgt arbejdstøj til kunder i 14 forskellige lande.

Pro-Dress.Com har solgt arbejdstøj til kunder i 14 forskellige lande. Privatfoto

"Vi sætter et flag på væggen, når vi leverer til et nyt land," fortæller Mikkel Christiansen.

Gazelle

En gazelle er en virksomhed, som i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst fordoblet omsætningen over de fire år.

Publiceret 11 October 2019 06:00