Visualisering af vindmøller ved Kasted.

Visualisering af vindmøller ved Kasted.

Høring starter på onsdag:

Skal Aarhus have 150 meter høje vindmøller?

Et flertal i byrådet ønsker kæmpevindmøller på landjorden i Aarhus. Nu er sagen sendt i offentlig høring i otte uger

Af
Louise Nyvang Burmeister

Fra på onsdag 16. oktober kan alle aarhusianere give deres mening til kende.

Ny plan for opstilling af kæmpevindmøller tre steder i kommunen og opstilling af solenergianlæg 13 steder i kommunen blev i går på byrådsmødet sendt i offentlig høring i otte uger.

Indstillingen fra Teknik og Miljø har konkret udpeget et område ved Kasted, ved Vosnæs og på Aarhus Havn som egnede til de 150 meter høje kæmpevindmøller.

Flertallet ønsker vindmøller

Debatten på byrådsmødet i går viste, at flertallet af partierne mener, at opstilling af vindmøllerne til lands er en god idé. Dog er der flere, som udtrykker bekymring.

Mens Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet og SF er meget positive, så vil Venstre og Almaz Mengesha (UFP) ikke have vindmøllerne på land, men derimod kun ude på havet. Mette Skautrup (K) udtrykte stor bekymring over for en placering på havnen, og vil i stedet gerne se på, om der kan placeres flere ved Kasted eller Vosnæs, eller om man kan rykke dem helt ud på havet.

Kommunen kan opstille vindmøller på land, mens det er Energistyrelsen og dermed staten, der opstiller havvindmøller.

Aarhus Kommune har et mål om at blive CO2-neutral i 2030, og med den nye temaplan vil vedvarende energikilder angiveligt dække 60 procent af kommunens el-forbrug.

Høringen af den nye temaplan for vedvarende energi starter 16. oktober og varer frem til 11. december.

Læs mere her.

Publiceret 10 October 2019 10:06