Helle Degn er formand for støtteforeningen Tranbjergbørnenes Venner. Her holder hun tale ved indvielsen af Tranbjergskolens nye udeareal.

Helle Degn er formand for støtteforeningen Tranbjergbørnenes Venner. Her holder hun tale ved indvielsen af Tranbjergskolens nye udeareal.

Dårlig økonomi får skoleforældre i arbejdstøjet i Tranbjerg: Vil finde millioner til istandsættelse af udearealer

Tranbjergskolen har taget første skridt mod en modernisering af flere udearealer, hvor forældre er gået i front

Af
Kim Skovrup Andersen

Frustrationer og ærgrelse er blevet afløst af glæde og handlekraft på Tranbjergskolen, der som så mange andre skoler har bøvlet med en dårlig økonomi. Oven i det kom det i den forgangne uge frem, at svømmehallen skal lukkes i flere måneder på grund af hærværk.

Men humøret var - trods alt - godt fredag eftermiddag, da et nyt udeareal til 155.000 kroner blev indviet af elever, forældre og personale på skolen, der er fra slutningen af 1960erne, og derfor trænger til en kærlig hånd flere steder.

Skoleleder Hanne Gammelgaard Jensen løfter checken fra markedsdage, som finansierer store dele af Tranbjergskolens nye udeareal.

Skoleleder Hanne Gammelgaard Jensen løfter checken fra markedsdage, som finansierer store dele af Tranbjergskolens nye udeareal.

De 125.000 kroner er kommet fra skolens tre seneste markedsdage, og så har skolens SFO givet det sidste i tilskud. Det er håbet, at det nye udeareal kan blive startskuddet til, at skolen på sigt kan få opdateret samtlige uderum.

Skolebestyrelsen har derfor udarbejdet en helhedsplan, hvor der er lagt budget for fem yderligere grønnegårde som den, der lige er blevet istandsat samt en lille og en stor skolegård.

Alexander Pless fra 2.v fik lov at klippe snoren ved indvielsen.

Alexander Pless fra 2.v fik lov at klippe snoren ved indvielsen.

"Det kommer til at koste flere millioner kroner, men vi vil have nye uderum, der er spændende og inspirerende for vores børn," siger Charlotte Pless, der sidder i skolebestyrelsens udegruppe.

Hun klippede snoren til Tranbjergskolens nye uderum sammen med sin søn 8-årige søn, Alexander, der går i 2.v.

Ny støtteforening

En ny støtteforening med navnet 'Tranbjerg Børnenes Venner' vil arbejde for at skaffe midler til udearealer på Tranbjergskolen og få helhedsplanen til at gå i opfyldelse.

"Der er tilsyneladende hermetisk lukket for kommunekassen, så nu samler vi kræfterne og ser, hvad der kommer ud af det. Vi er kommet flyvende fra start, og der er en gylden mulighed for at når mange folk. Vi skal i gang med at søge fonde, for vi skal bruge flere millioner kroner, hvis alle ting i helhedsplanen skal realiseres," siger formanden for støtteforeningen Helle Degn.

Skoleleder Hanne Gammelgaard Jensen er glad for, at forældrene er kommet på banen:

"De er dejlige, og det her viser en fælles kultur, når alle byder ind til byems skole. Det er så betydningsfuldt og kulturopbyggende. Jeg er sådan helt rørt, for det her er godt tegn på de første skridt til fællesskab, som jeg oplever mange steder. Vi har de mest lækre gårdrum her og uden at kritisere nogen, var de kommet til at forfalde. Nu skal de genoplives, for det er jo fantastiske rum både til leg og læring og samvær og hygge. Nu er der lavet en helhedsplan, og det her er startskuddet," siger skolelederen, som har stået i spidsen for skolen de seneste tre et halvt år.

Publiceret 10 October 2019 08:00