Dorthe Borgkvist er nu løsgænger i Aarhus Byråd. Foto: Aarhus Kommune

Dorthe Borgkvist er nu løsgænger i Aarhus Byråd. Foto: Aarhus Kommune

Uenighed om udvalgsposter:

Socialdemokrat bliver løsgænger

Socialdemokratiet er blevet et mandat fattigere, efter Dorthe Borgkvist har valgt at udtræde fra gruppen

Socialdemokratiet i Aarhus går fra 13 til 12 mandater i byrådet, men er stadig kommunens i særklasse største parti.

Det sker, efter Dorthe Borgkvist har valgt at udtræde af den socialdemokratiske gruppe for at blive løsgænger.

I en pressemeddelelse oplyser Socialdemokratiet, at hendes exit skyldes uenighed om udvalgsposter. Ledelsen i partiet ønskede, at hun skulle afgive sin post i Børn og Unge-udvalget og tage del i et andet udvalg. Det ønskede Dorthe Borgkvist ikke.

Det bekræfter hun også selv i en video på hendes Facebook-profil.

"De ville gerne have mig flyttet. Da jeg kun stillede op (til valget, red.) med Børn og Unge-sager, fordi jeg synes, der er ting, vi skal gøre bedre, så vil jeg ikke svigte mine vælgere," siger Borgkvist i videoen og fortæller, at hun er ked af udfaldet.

"Det er jeg selvfølgelig rigtig ked af. Jeg ville gerne have arbejdet inden for Socialdemokratiet, men som omstændighederne er på nuværende tidspunkt, kan jeg ikke se mig selv i øjnene, og derfor er jeg nødt til at trække mig. Jeg ønsker ikke at udsætte mine gode socialdemokratiske kollegaer for at skulle vælge mig til eller fra, hverken i forhold til et udvalg eller som socialdemokrat. Så den tager jeg på mine egne skuldre. Den klemme ønsker jeg ikke at sætte dem i. Så vil jeg hellere gå selv. Det er med stor sorg i hjertet, at jeg siger farvel og tak til den socialdemokratiske gruppe, men jeg følger mit hjerte og min hjerne og vil arbejde videre med 0-18-området," siger den nu tidligere socialdemokrat.

Socialdemokratiet skriver i pressemeddelelsen, at byrådsgruppen har taget hendes beslutning til efterretning.

"Jeg er ked af, at Dorthe har valgt at trække sig fra den socialdemokratiske byrådsgruppe med henblik på at blive løsgænger, men vi respekterer hendes beslutning og håber på et godt samarbejde," siger gruppeformand Lone Hindø.

Dorthe Borgkvist er dermed den anden løsgænger i Aarhus Byråd i indeværende valgperiode. I slutningen af juli sagde Almaz Mengesha farvel til Liberal Alliance for at blive løsgænger.

Det er endnu ikke lykkedes Lokalavisen Aarhus at få en uddybende kommentar fra Dorthe Borgkvist.

dp

Publiceret 08 October 2019 19:44