Foto:

Foto: Tonny Foghmar

Sygeplejersker på AUH får mere i løn:

To kollegers kamp for retfærdighed har båret frugt

Aarhus Universitetshospital ændrer lønsystemet, så det er mere retfærdigt for de sygeplejersker, der har været ansat i samme afdeling i længere tid

Selvom Aarhus Universitetshospital har været ramt af flere sparerunder, så har hospitalet alligevel fundet 11 millioner kroner til et bedre og mere gennemskueligt lønsystem for sygeplejerskerne. Det skriver DR, som har talt med to sygeplejersker, der har været stærkt medvirkende til de forbedrede lønforhold.

Anæstesisygeplejerskerne Helene Frøkjær og Lisbeth Østergaard valgte nemlig at opsige deres stillinger på hospitalet i Skejby, da de var så trætte af det gamle lønsystem. Der kunne nyansatte sygeplejersker således nemt overhale de sygeplejersker, der havde været i afdelingen i længere tid, og det følte de to sygeplejersker var unfair. I stedet rejste de til Norge for at arbejde som vikarer.

Få måneder efter blev lønsystemet ændret, og så blev de to sygeplejersker genansat, skriver DR.

”Vi forsøgte at få hospitalsledelsen i tale allerede dengang og skrev et brev til dem, hvor de egentlig var enige med os i, at det var helt absurd. Men de havde ikke pengene på det tidspunkt,” siger Helene Frøkjær til DR.

De penge er dog fundet nu, og det glæder også den sygeplejefaglige direktør Inge Pia Christensen, som er enig i, at det gamle system blev opfattet som uretfærdigt.

”Det opleves primært uretfærdigt for de sygeplejersker, der måske havde været i en afdeling i fem-seks år og som var havnet på et løntrin på daværende tidspunkt. Og så kunne de måske få en ny kollega, som havde erfaring andre steder fra, og så komme ind og overhale dem,” siger hun.

I det nye lønsystem er der blevet sat nogle faste rammer, der gør, at nyansatte sygeplejersker ikke kan overhale de, der har været ansat i afdelingen i længere tid.

Publiceret 08 October 2019 07:48