De tre vindere af Aarhus Kommunes arkitekturpris. Fotos: Aarhus Kommune

De tre vindere af Aarhus Kommunes arkitekturpris. Fotos: Aarhus Kommune

Kommunen har talt:

Her er byens smukkeste nybyggerier

Tre byggerier er tildelt en præmie fra Aarhus Kommune

Aarhus Kommune har mandag eftermiddag uddelt kommunens arkitekturpris for godt og smukt nybyggeri.

Tre byggerier blev hædret på rådhuset, og det blev SKOU-bygningen på Aarhus Universitet, AARhus på Aarhus Ø og Brammersgade 39B på Frederiksbjerg.

"Vi har et ønske om, at Aarhus skal være kendt for sin arkitektur. Præmieringen skal være med til at øge opmærksomheden på den arkitektoniske kvalitet og give bygherrerne tilskyndelse til at vægte arkitekturen højt, når de planlægger og opfører deres byggeri," siger Bünyamin Simsek (V), rådmand, Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse..

Det mest kendte og markante byggeri er mastodonten på Aarhus Ø, AARhus, som er tegnet af stjernearkitekten Bjarke Ingels, men også et mindre kubistisk byggeri, hvor genanvendelse er tænkt ind i processen har vakt glæde hos kommunen, ligesom Aarhus Universitets tilføjelse til Institut for Biomedicin får ros for sit arkitektoniske udtryk.

"Alle projekternes arkitekter har taget afsæt i stedets særlige karakteristika og samtidig tilføjet nye arkitektoniske værdier. Samtidig formår arkitekterne at indfri flere dele af Aarhus Kommunens nuværende arkitekturpolitik, ikke mindst at skabe arkitektur på et internationalt niveau," siger stadsarkitekt Stephen Willacy.

Stadsarkitektens Særpris for midlertidig arkitektur går i 2019 til ’Det levende byggepladshegn’ på Aarhus Ø, skabt af Institut for (X) og Bureau Detours, i samarbejde med Kilden & Mortensen ApS.

Langs Pier 4 ved Bassin 7 vil de mange besøgende de næste cirka tre år blive mødt af ’Det levende byggepladshegn’, et midlertidigt miljø med forskellige aktiviteter så som caféer, street food og fitness-aktiviteter.

"Her får det skæve lov til at vokse frem, og man mærker, at det er noget, som folk godt kan lide," siger statsarkitekten.

Arkitekterne bag nybyggerierne får en præmie på 10.000 kroner samt et diplom. Bygherrerne får overrakt diplom og plakette til opsætning på bygningen.

Det siger dommerne om bygningerne:

SKOU-Bygningen (AU Health)

Bygningen indskriver sig i Universitetsparkens DNA. Bygningens arkitektoniske udtryk er kendetegnet ved bygningens nord-syd retning, skarp enkeltformede profil med de karakteristiske sadeltage og lysegule teglsten, og markerer sig med gavlens perforerede murværk, der viser, at huset er af vores tid. SKOU-Bygningen viser med al tydelighed, at man kan - som igennem de sidste godt 90 år - tegne tidssvarende arkitektur, der afspejler vores tid, og som samtidig respekterer det særlige kulturmiljøs egenart for det kanoniserede universitetsbyggeri.

AARhus

Bygningen markerer sig dramatisk mod øst med sin 21 etager høje spids mod havnens munding. Grundplan er en karréstruktur med et hævet gårdrum placeret ovenpå tre etagers parkering. En række af byhuse i to etager følger gadeplanet hele vejen rundt og åbner op for en ny bo-typologi, hvor man har mulighed for at ’leve-og-arbejde’. På den modsatte side, mod vest, rejser sig en 14 etager høj spids. Kombinationen af den ’twin-peak’agtige form åbner op for spændende lysindfald mod gården og kig ud mod nordøst og mod sydvest, hvor bygningsvolumenerne er lavest. Facaderne er meget ’clean’, med en kombination af glas, trekant-formet træ ved lejligheds-skel og kontinuerligt vandrette altan-/terrasse-etagedæk i beton. Der kan ikke herske tvivl om, at man vil se AARhus indgå i BIG’s spændende portefølje af ikoniske boligbebyggelser, fra VM Husene, Bjerget og 8tallet i København og Gårdscraber-projektet i New York.

Brammersgade 39B

Byhusets genanvendte teglsten stammer fra Nyborg Slot! Arkitekten bag Brammersagde 39B, Jørn Frøsig Johannsen, købte et større parti mursten og har bygget et meget spændende nyt 4/5-etager højt byhus til sin familie. Byhuset er en klippe af sten, som klatrer op af gavlen på Brammmersgade 39. To forskudte volumener overlapper hinanden omkring hjørnet, lidt som et hængsel, og kaster smukke skygger fra sig. Håndvæksmæssigt er byhuset sublimt, både indvendigt og udvendligt. Der er en idérigdom i materialvalg og detaljeringsniveau kombineret med smukke rumlige forløb, som man sjældent ser nutildags. Det er et unikt, helstøbt, kompromiløst kvalitetsbyggeri, som Aarhus er heldig at have.

dp

Publiceret 07 October 2019 15:26