Præsteklumme: En sten i lommen

Af
Christina Laursen

præst Gellerup

præsteklumme Efter Jesu død voksede den kristne bevægelse sig større og større og meningerne blev flere og flere. For at opnå en form for enhed, begyndte man at forfatte bekendelser. Den trosbekendelse, der lyder i kirken hver søndag, blev til cirka 200 år efter Jesu død. En levende bevægelse havde fået en fast formel og dermed også et værktøj til at dømme, hvem der havde den rigtige tro, hvem der var inde, og hvem der var ude.

For mange, også dåbsfamilier i dag, føles den som en sten i skoen, de kæmper med ordlyden; for selvom de ikke slider på kirkebænkene, så føler de sig kristne, og de tror – men bekendelsen rimer ikke helt med deres inderste overbevisning. Er de så forkerte? Hører de ikke til? Skal de undlade at få deres barn døbt?

For mig er trosbekendelsen ikke længere som en sten i skoen. Nu er den mere som en sten i lommen, en lille særlig sten, som jeg har udvalgt mig nøje og samlet op. Den er hård og blød på samme tid, den ligger godt i lommen og på forunderlig vis gør den mig tryg. Den er mine forfædres lovsang.

I en kirke i USA er det en fast del af gudstjenesten, at en fra menigheden deler en ny trosbekendelse. Så hver søndag lyder både den gamle og en helt ny bekendelse. Hvis jeg fik lov, så ville min bekendelse begynde med ordene:

"Vi er ikke alene/Vi er hinandens verden/og vores inderste længsel er helhed/Vi tror, at Gud er væren selv, kilden til alt liv, helhed og kærlighed"

Hvordan ville din bekendelse lyde, hvis du fik lov til selv at formulere en?

Publiceret 05 October 2019 07:30