T-shirtsene har været populære blandt både børn og voksne.

T-shirtsene har været populære blandt både børn og voksne. Foto: Privat

Multihal og kunstgræsbane i Stavtrup:

By-trøjer, vin og øl skal være med til at få penge i kassen

Stavtrup-borgere går benhårdt efter at få en multihal og kunstgræsbane til byen

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

indsamling Stavtrup Erhvervsnetværk har sat gang i flere forskellige tiltag for at få samlet penge ind til udvikling af idrætsfaciliteter herunder en multihal og en kunstgræsbane og samt rekreative områder. Der er lavet T-shirts og hættetrøjeer med Stavtrup byskilt på, og det har været en stor succes, og både børn og voksne går rundt i trøjerne. Formand for Stavtrup Erhvervsnetværk, Christian Holch, fortæller, at der er flere farver på vej og også nye produkter, men det er endnu en hemmelighed, hvad det er.

"T-shirtsene og trøjerne har været en stor succes - ikke bare økonomisk, men faktisk vægter det højest, at det har givet et fællesskab i byen. Vi kørte en konkurrence i sommer på vores Facebook-side, hvor man kunne dele sit feriebillede iført en Stavtrup T-shirt, og der kom billeder fra hele verden. Vi har solgt af to omgange, og der er flere og flere, der køber dem," siger Christian Holch.

Overskuddet fra salg af tøjet går til udvikling af Stavtrup. Indtil videre er der solgt 500 hættetrøjer og 550 T-shirts.

Det er dog ikke kun T-shirts og trøjer, der bliver solgt i byen. Stavtrup har nemlig fået sit eget lille øl-sortiment. Der er lavet tre forskellige bryg, og der en juleøl på vej. Og snart bliver der også lanceret en Stavtrup vin.

Der er blevet lavet tre forskellige bryg i Stavtrup.

Der er blevet lavet tre forskellige bryg i Stavtrup. Foto: Privat

"For hver øl, der bliver solgt, går der 10 kroner til Stavtrup Erhvervsnetværk, og der er virkelig blevet solgt mange øl især fra den lokale Rema 1000," siger Christian Holch.

Men det stopper ikke her med tiltag, der er nemlig også food trucks i byen flere gange om ugen, og her er aftalen, at erhvervsnetværket får en del af beløbet for salget.

Kunstgræsbane tæt på

På vej mod en multihal i Stavtrup er der dog et første skridt på vejen, der skal tages først. Det er en kunstgræsbane, og den rykker tættere på at blive en realitet ved hjælp af den opbakning byen indtil videre har vist om de mange salgstiltag.

"På de syv måneder vi har haft fokus på de forskellige tiltag, er der blevet samlet cirka 83.000 kroner ind. Det er vi både stolte over og glade for. Vi har lige doneret 50.000 til kunstgræsprojektet. For tre uger siden blev der sat gang i en indsamling specifikt til kunstgræsbanen, og på de få uger er der samlet mere end 450.000 kroner ind fra private og erhverv. Det er virkelig flot, og viser hvor stærkt sammenholdet er i Stavtrup. Lægger man alle tallene sammen, så har vi snart en halv million, så det er dejligt, for kunstgræsbanen er det første vigtige skridt på vejen mod en multihal," fastslår Christian Holch.

Grønne arealer

Tanken, med hele projektet omkring multihallen, er, at idrætsfaciliteterne skal samles, og at de grønne arealer i området skal være en del af det, ligesom hallen skal fungere som et moderne forsamlingshus.

"Vi vil gerne have, at man tænker rekreative udearealer ind i det, så de grønne områder kan blive brugbare for - ikke bare Stavtrup-borgerne - men alle borgere i Aarhus," siger Holch.

Christian Holch.

Christian Holch. Arkivgfoto

Der er en forventning om, at selve hallen løber op i cirka 40 millioner kroner. Pengene kan naturligvis ikke komme ind ved kun at sælge øl, vin og tøj, så derfor håber man på, at Aarhus Kommune også vil bidrage med finansiering, ligesom der også skal søges fonde. Derudover har Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen, der bor i Stavtrup, lovet at give halvdelen af beløbet til multihallen, hvis folkene bag multihal-projektet selv kan rejse den anden halvdel.

24. oktober er der et stort borgermøde i Stavtrup, så alle byens borgere kan være med til at tale om udviklingen med rekreative områder og multihallen.

Publiceret 02 October 2019 10:00