Steffen Lykke Rasmussen.

Steffen Lykke Rasmussen. Pressefoto

"Han gør en markant forskel for hjemløse og udsatte i Aarhus"

Steffen Lykke Rasmussen udnævnt som Årets Folkehjælper i Aarhus 2019

Steffen Lykke Rasmussen får prisen som Årets Folkehjælper i Aarhus 2019.

Prisen uddeles af Dansk Folkehjælp Aarhus, der begrunder årets udnævnelse med, at Steffen Lykke Rasmussen har taget initiativ til Fundamentet og Center For Social Nytækning og i det hele taget gør en indsats for hjemløse og udsatte borgere.

"Han er efter min mening en af de personer, som virkelig har været med til at sætte fokus på og gøre en markant forskel for hjemløse og udsatte borgere i vores by. Jeg synes, Aarhus er en by, hvor vi gør meget for at forbedre vilkårene for vores udsatte borgere, og Steffen har med sit arbejde og sine idéer været med til at inspirere mange borgere, organisationer og politikere," siger formand for Dansk Folkehjælp Aarhus Carl-August Paulsen i en pressemeddelelse.

Frivilligt hjemløs

Steffen startede i 2013 organisationen Fundamentet og var frivilligt hjemløs i et halvt år for at realisere organisationen. Han rejste desuden rundt på Vestbredden i Palæstina, besøgte regnskoven i Nicaragua og gik Caminoen i Spanien, mens han formede de ønsker, han havde for Aarhus og for resten af landet.

I 2018 startede han Center For Social Nytænkning (CFSN) med ønsket om at få ændret nogle af de rammer, regler og love, som han oplevede fastholdt sårbare og udsatte mennesker i svære situationer.

CFSN arbejder i dag blandt andet med et nationalt forsøg om ændrede regler for kontanthjælpsmodtagere. Steffen Lykke Rasmussen har desuden åbnet 'social innovators hub', som er et arbejdsfællesskab for sociale iværksættere i Aarhus. I fritiden er han besøgsven på et plejehjem, vagtlærer på en ungdomshøjskole og amatørbokser.

“Jeg er faktisk ret rørt og beæret over sådan en pris. Jeg har egentligt aldrig gået op i priser og lignende, fordi at vi jo er dem, vi er, og gør det, vi gør, som mennesker. Og jeg kan nævne de første 100 mennesker i flæng, som gør en masse godt. Alligevel synes jeg, det er dejligt, fordi at min største drøm, med det jeg laver, er at påvirke de beslutninger, der bliver taget, når de skader mennesker mere, end de gavner. Og jo flere som hører om det arbejde, vi laver, jo flere mennesker kan vi hjælpe. Derfor er jeg enormt taknemmelig over opbakningen fra Dansk Folkehjælp. Og så er det dejligt lokalt, og jeg elsker Aarhus," fortæller Steffen Lykke Rasmussen.

jr

Årets Folkehjælper

Årets Folkehjælper pris er uddelt syv år i Aarhus.

Prisen tildeles årligt en eller flere personer, et eller flere medlemmer, en afdeling, en forening, en organisation, en virksomhed, et institut, en myndighed eller et medie, der har gjort en særlig indsats for de målgrupper, som Dansk Folkehjælp arbejder til fordel for.

Prisen består af et billede af Søren Parmo og et diplom og ikke mindst æren.

Prisen er tidligere gået til HK Østjylland, Frivilligecenter Aarhus, Joachim Parbo, Damgaard-Jensen, Thomas Bruno Pedersen, Berit Jessen og Stribo.

Publiceret 25 September 2019 19:53