Almaz Mengesha og Henrik Meilstrup kan se frem imod en cykelsti fra Solbjerg til Tranbjerg, hvor cykelister i dag skal afsted langs landeveje side om side med hurtige biler.

Almaz Mengesha og Henrik Meilstrup kan se frem imod en cykelsti fra Solbjerg til Tranbjerg, hvor cykelister i dag skal afsted langs landeveje side om side med hurtige biler. Arkivfoto: Anders Michaelsen

Byrådet har fundet pengene til en Solbjerg-Tranbjerg cykelsti

Der er ved budgetforhandlingerne afsat otte millioner kroner til en cykelsti fra Solbjerg til Tranbjerg

Af
Anders Michaelsen

TRAFIK ”Lad champagnepropperne flyde. Den er hjemme!”

Sådan var den lettere Uffe Ellemannske ordlyd på den sms, Henrik Meilstrup, talsmand for gruppen Sikker Cykelsti Solbjerg-Tranbjerg kunne vågne op til i morges, som byrådsmedlem og løsgænger Almaz Mengesha havde sendt til ham.

For forligspartierne i byrådet har ved de netop overståede budgetforhandlinger besluttet, at der i 2023 skal afsættes samlet otte millioner kroner til en cykelsti mellem Solbjerg og Tranbjerg. 2,5 millioner kroner kommer fra den 2-1-vej, som oprindeligt var planlagt mellem de to byer, hvilket også betyder, at planerne om en 2-1-vej bliver skrottet.

Vækker glæde

I Solbjerg har man kæmpet for cykelstien, da man ikke mente 2-1-vejen var sikker nok. Derfor vækker aftenens forhandlinger også glæde hos talsmanden for gruppen Sikker Cykelsti Solbjerg-Tranbjerg.

"Det er så herligt. Det er fantastisk. Jeg har fået en masse tilkendegivelser fra folk i arbejdsgruppen og almindelig borgere, hvilket man også kan se på Facebook, som er glade," siger Henrik Meilstrup til Lokalavisen Aarhus og tilføjer:

"Det handler om at øge sikkerheden og fremkommeligheden. Det betyder alverden for Solbjerg. Cykelstien kommer til at blive brugt af skolebørn, børn der skal til fritidsaktiviteter i Tranbjerg, børn der skal til tandplejen, unge, der skal til ungdomsuddannelser i Viby, og erhvervsaktive pendlere i alle aldre," siger talsmanden, der kan dele glæden med Solbjerg Fællesråd, som også har bakket op om det lokale ønske for en cykelsti.

"Vi er dybt taknemmelige. Nu er vi i den spæde start, at vi kun lige knapt nok har kastet blikket på papiret med beslutningen. Så der bliver noget med at kigge på tidshorisonterne i det og se, om der bliver noget arbejde i forbindelse med at få cykelstien fremrykket," siger Brian Jonassen, formand i Solbjerg Fællesråd.

Skilt på Gl. Horsensvej mellem Solbjerg og Tranbjerg. Flere borgere meldte i en undersøgelse af Cyklistforbundet fra juli om, at det som cyklist var med

Skilt på Gl. Horsensvej mellem Solbjerg og Tranbjerg. Flere borgere meldte i en undersøgelse af Cyklistforbundet fra juli om, at det som cyklist var med "livets som indsats", hvis man valgte at køre på vejen mod Tranbjerg. Arkivfoto

Stor politisk opbakning

På rådhuset var der ikke de store sværdslag om cykelstien, fortæller løsgænger Almaz Mengesha (tidligere Liberal Alliance), som offentligt var blandt de første til at bakke op om cykelstien. I budgetforhandlingerne var cykelstien allerede med i det første forhandlingsudkast.

"Der var stor politiske vilje. Jeg kunne se borgmesteren havde fremsendt et første udkast, hvor der var afsat midler til en cykelsti fra Solbjerg til Tranbjerg. Og det var et af de punkter, der slet ikke var til debat," siger Almaz Mengesha.

Anette Poulsen fra Socialdemokratiet har også bakket om en cykelsti, og gik til valg på en cykelsti fra Solbjerg til Tranbjerg.

"Det er super dejligt, for der er også et Aarhus udenfor midtbyen. Vi skal også tilgodese oplandet, så jeg er glad. Og der er mange elementer i sådan en cykelsti. Vi snakker sundhed, klima og så er det en cykelsti, der vil binde Solbjerg tættere sammen med resten af byen," siger Anette Poulsen.

Begge politikere tilegner det store lokale borgerinitiativ i Solbjerg, saglige argumenter og ihærdigt arbejde fra Sikker Cykelsti Solbjerg-Tranbjerg som grund til nattens politiske beslutning og den brede enighed om cykelstien.

Kamp måske ikke helt slut

For talsmanden i Sikker Cykelsti Solbjerg-Tranbjerg, Henrik Meilstrup, røg noget af vægten af skuldrene med forligspartiernes beslutning, men han er ligesom formanden i Solbjerg Fællesråd klar på at trække i arbejdstøjet igen.

"Nu skal vi ind og sige 2020. Vi skal have sat gang i det her projekt, så det ikke bliver et eller andet 2045-projekt eller et projekt, der tager syv år, som vi har set med Solbjerg-Malling cykelstien. Vi skal have gang i det her nu, fordi vi er inde og snakke om en cykelsti, der skal skabe tryghed og trafiksikkerhed," siger Henrik Meilstrup.

Hvornår, anlægget af cykelstien begynder, er endnu ikke klarlagt.

Publiceret 20 September 2019 13:08