Illustration: Nordic Seaplanes

Illustration: Nordic Seaplanes

Vandflyfirma går benhårdt efter el-flyvere:

Forventer test-flyvninger næste år

Nordic Seaplanes har indgået joint venture med nordmænd, der har udviklet et hybrid- fly

Af
Danni Paulsen

Der bliver allerede fløjet test-flyvninger oppe i Norge, og i 2020 skal der også testflyves i Danmark.

Sådan lyder udmeldingen fra vandflyver-firmaet Nordic Seaplanes, der netop har indgået et samarbejde - et såkaldt joint-venture - med Equator Aircraft Norway, som er i fuld gang med at udvikle el-fly.

Fremtiden er elektrisk, og Nordic Seaplanes vil være i front.

"Samarbejdet går ud på, at vi sætter vores ekspertise og piloter til rådighed. Vi har ikke kastet penge efter det endnu, men vi har sagt til dem, at vi gerne vil kaste penge efter de første produktionseksemplarer," fortæller direktør Lasse Rungholm til Lokalavisen Aarhus.

Nordmændene har i øjeblikket et hybrid-fly kaldet P2 Xcursion i luften. Det har plads til to personer, og de er i gang med at udvikle et med plads til fire personer.

Når tiden er inde til det, forventeligt i 2020, skal et af de små hybrid-fly i luften i Danmark.

"Vi snakker ikke om store transportfly endnu. Første trin er mindre sightseeing-fly til at dække et, efter vores overbevisning, overset marked. Dem skal der så høstes erfaringer med, så vi kan udvikle dem og bruge teknikken til større flyvemaskiner," forklarer Lasse Rungholm.

Han erkender, at der med tests, godkendelser og meget andet er lang vej endnu, før der bæredygtigt kan fragtes et større antal passagerer.

"Men på et tidspunkt kommer der et gennembrud, som gør, at el-fly bliver et realistisk alternativ til eksisterende former for flyvning. Og det bliver på linje med den revolution jet-motoren var, da den kom frem i 60'erne. Alle vil det, og der bliver kastet mange penge efter det. Vi er ekstremt interesserede i teknologien, og vores plan er at operere med en flåde af elektriske vandfly hurtigst muligt," siger han.

Publiceret 19 September 2019 14:30